Nordjyske køer fik ikke fejlstrøm

Nordjysk el-selskab frifundet efter 10 års mistanke om defekt jordforbindelse.

Efter 10 års mistanke, undersøgelser og retsmøder er
Himmerlands El-Forsyning blevet frifundet for enhver mistanke om, at en besætning af køer skulle have fået strøm gennem sig på grund af en defekt jordforbindelse.

Vestre Landsret har med baggrund i omfattende syns- og skønserklæringer og flere feltforsøg afgjort, at det er helt usandsynligt, at køerne skulle være blevet påvirket af fejlstrøm.

I perioden fra 1994 til 1997 opførte besætningen på en gård i Himmerland sig underligt. Køerne var urolige, deres mælkeydelse faldt og mælken var dårlig.

Gårdejeren undersøgte alt, men fandt ingen årsag.

I 1997 fandt Himmerlands Elforsyning ud af, at en
jordforbindelse i en nærliggende transformator var defekt, og den havde været defekt siden 1994.

Jordforbindelsen blev repareret, og ganske langsomt fik køerne det bedre.

Gårdejeren mente, at den defekte jordforbindelse havde
påvirket køerne negativt, og krævede 1,2 millioner kroner i driftstab.

Men ingen af de mange undersøgelser, der er foretaget, viser, at en defekt jordforbindelse kan have påvirket besætningen på nogen måde, og el-selskabet blev frifundet.

Staten betaler den største del af omkostningerne ved sagen, nemlig 250.000 kroner, mens gårdejeren kan nøjes med 60.000 kroner.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland