Nordjyske kommuner vil sagsøge staten: Dårlig idé ifølge professor
Foto: Torben Lykke Larsen
I Rebild Kommune mener borgmesteren, at man skylder borgerne at undersøge, om kommunen kan få de penge, den er gået glip af.
Tre nordjyske kommuner er klar til at lægge sag an mod den danske stat, fordi de er gået glip af millioner af kroner på grund af fejl i udligningen.
Staten kan se frem til et sagsanlæg på grund af fejl i udligningssystemet. Det står klart, efter 19 borgmestre mødtes torsdag for at for at finde ud af, hvordan de vil håndtere fejlen.
Torsdag aften meldte syv kommuner ud, at de er klar til at lægge sag an mod staten. I Nordjylland gælder det Hjørring og Jammerbugt Kommuner. Senere har Rebild Kommune også tilsluttet sig.
Fejlen har betydet, at der gennem flere år ikke er blevet taget højde for udlændinges uddannelsesniveau, når man har udbetalt ydelser. Dermed har en veluddannet flygtning udløst samme portion penge som en flygtning uden uddannelse.
Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på fejlen.
Har vi op mod 30 millioner kroner til gode i vores kommune, så skylder vi vores borgere at finde ud af, om vi kan få pengene.
Leon Sebbelin, borgmester, Rebild Kommune (De Radikale)
Fejlen bliver rettet fra 2019, men de kommuner, som er blevet snydt for tilskud på grund af fejlen fra 2014 til 2018 får ingen kompensation.
Professor tror ikke på erstatning
I Hjørring Kommune vurderer borgmester Arne Boelt (S), at kommunen er gået glip af 75 millioner kroner på grund af fejlen. I Rebild Kommune er estimatet på mellem 20 og 30 millioner kroner.
- Har vi op mod 30 millioner kroner til gode i vores kommune, så skylder vi vores borgere at finde ud af, om vi kan få pengene, siger De Radikales Leon Sebbelin, der er borgmester i Rebild Kommune.
Men kommunerne skal ikke have for høje forventninger, lyder det fra Per Nikolaj Bukh, der er professor i ledelse og organisation på Aalborg Universitet. Han er nemlig uenig med borgmestrene i, at der er tale om en fejl fra statens side.
- Da Lemvig Kommune rettede henvendelse om sagen, valgte ministeriet ikke at lave tingene om. Det er dermed ikke en fejl, men et valg, man har truffet. Og for at man kan få erstatning, skal der være sket en fejl, siger professoren.
Man skal overveje, om det er pengene værd.
Per Nikolaj Bukh, professor, AAU
Det koster i første omgang mellem 200.000 og 400.000 kroner at få undersøgt, om der er en sag. Et beløb, de otte kommuner deles om at betale. Går man efterfølgende videre med sagen, kan regningen dog vokse sig meget større for de enkelte kommuner.
- Retssagen kan blive langtrukket, fordi den er principiel, og den ender helt sikkert i Højesteret – så man skal overveje, om det er pengene værd, siger Per Nikolaj Bukh.
I Rebild Kommune tror borgmesteren på, at der er noget at komme efter.
- Jeg tror i hvert fald ikke, at det er mejslet i granit, at vi ikke kan vinde søgsmålet, siger Leon Sebbelin fra De Radikale.
Borgmestre fra 11 andre kommuner deltog i mødet torsdag, og de skal inden for de næste to uger beslutte sig for, om de vil bakke op om søgsmålet.