Nordjyske kommuner vil tiltrække udenlandske turister

Corona har været hårdt for den nordjyske turismebranche. Derfor afsætter de nordjyske kommuner nu et højt beløb til at få gang i turismen igen.

Der skal gøres en massiv indsats for at tiltrække udenlandske turister til Nordjylland, når de danske grænsebomme igen åbnes.

Derfor har de 11 nordjyske kommuner gennem initiativet Fælles Vækst, der er et fælles marketingssamarbejde inden for turisme på tværs Nordjylland, afsat knap 43 millioner kroner til profilering af landsdelen.

- I 2020 blev turismebranchen som alle andre ramt af Covid-19. Vi besluttede i BRN og i kommunerne at holde hånden under initiativet Fælles Vækst, så vi i fællesskab kunne sikre en markant markedsføring trods alt, siger Mogens Christen Gade (V.), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

Det er særligt de udenlandske turister, man ønsker at henvende sig til. Mange danske turister er nemlig ikke nok. Derfor målrettes et historisk højt beløb de prioriterede turismemarkeder i Tyskland, Norge, Holland og Sverige.

Dog skal der stadig gennemføreres en national kampagne med fokus på at minde danskerne om de nordjyske destinationer som feriemål.

Normalt udgør udlændinge 75 procent af gæsterne i danske sommerhuse – og selv om der i 2020 var fem måneder med lukkede grænser, så udgjorde de udenlandske turister alligevel 60 procent af gæsterne hos feriehusledningsbureauet Sol og Strand. 


Seneste nyt

fra Nordjylland