Nordjyske Meyer slås for VM-plads: Har ikke taget ét men flere skridt op
En stor sæson i den næstbedste hockey-række i Sverige har bragt frederikshavneren Nicolai Meyer tættere på en bærende rolle ved VM i Slovakiet.
Der er ingen tvivl om, at man har nogle kvaliteter, når man laver så mange point i Allsvenskan.
Heinz Ehlers, landstræner, Danmark
Det danske ishockeylandshold træner i disse dage på isen i Gigantium i Aalborg. Og flere nordjyder er blandt landstræner Heinz Ehlers udtagne - blandt andet Nicolai Meyer fra Frederiksen, der kommer med en stærk sæson i bagagen.
- Jeg synes, at jeg har taget ikke bare et, men flere skridt op, lyder det fra Meyer om den overståede sæson.
Nicolai Meyer spiller i svenske Södertälje SK fra den næstbedste ishockeyrække i Sverige. Og her endte han seneste sæson som topscorer på listen med både mål, assists og point. 62 point i 52 kampe blev det til.
- Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle lave over 60 point. Det havde jeg ikke. Men samtidig har det rullet på, og jeg er super glad for den sæson, jeg har haft, lyder det fra den 25-årige frederikshavner.
Sket meget siden Frederikshavn- og Aalborg-tiden
Nicolai Meyer, der har fået sin ishockey-opdragelse hos Frederikshavn White Hawks men også har været forbi Aalborg Pirates i en enkelt sæson, drog for anden gang til udlandet i 2016 efter opholdet i Aalborg.
Her har han siden tørnet ud for Västerviks IK, Tingsryds AIF, IF Troja-Ljungby og altså nu Södertälje. Alle fire hold i den næstbedste svenske række, Allsvenskan. Og den spillemæssige udvikling har for alvor taget fart de seneste par år.
- Der er sket meget. Spillet uden puck og sådan nogle ting er blevet meget bedre, og jeg tror egentlig, at det har været med til at gøre mig til en endnu bedre offensiv-spiller samtidig. Så jeg føler mig meget mere tilpas over det hele på isen, siger Nicolai Meyer.
Også landstræner Heinz Ehlers har lagt mærke til Meyers flotte sæson.
- Der er ingen tvivl om, at man har nogle kvaliteter, når man laver så mange point i Allsvenskan, siger Heinz Ehlers.
Kæmper for VM-plads
Meyer, Ehlers og resten af landsholdet træner lige nu frem mod to træningskampe mod Finland som optakt til VM i Slovakiet. Og her kan Nicolai Meyers evner sagtens komme i spil.
- Det er frem for alt hans offensive kvaliteter. Han er jo farlig, og han er en af dem, der sætter den, når han får chancer, og han er god til at skabe chancer for de andre spillere også, forklarer Heinz Ehlers.
Om Nicolai Meyer kommer med til VM er stadig uvist, men med den seneste sæson er chancerne ikke blevet mindre.
- Det vil være kæmpe stort at få lov til at komme med til VM. Har de brug for mig, så er jeg helt sikkert klar i hvert fald, lyder det fra Meyer.
Udover Nicolai Meyer er nordjyderne Julian Jacobsen, Oliver Larsen og Mathias From også med i truppen, mens debutanten Joachim Blichfeld støder til truppen på fredag. Han er dog sat tilbage med en hjernerystelse.
Danmark spiller to træningskampe mod Finland i denne uge. Den første finder sted på torsdag klokken 19 i Gigantium Isarena, mens den anden spilles i Vojens på lørdag klokken 15. Begge kampe vises på TV2 Sport.