Sjælden jobmulighed: Hobro IK søger ny viking
Foto: Dannie Rosenkrantz, Hobro IK Fodbold
Superligaklubben Hobro IK har brug for nye kræfter, der kan underholde børnene på stadion i rollen som Vikingen Harald.
Han har hjelm med horn, et stort rødt skæg og er en vaskeægte viking. Sådan kan Harald, der er Hobro IKs maskot, når de Hobro spiller på hjemmebane.
Hvis man ikke er klar over det, så løber Harald ikke rundt af sig selv. Det er simpelthen bare en dragt, der bliver båret af et ganske almindeligt menneske - tro det eller lad vær.
Jeg er ret sikker på, at der er en ny mand i dragten på søndag, når vi spiller mod Randers.
Mathias Rosendal, Fan- og Eventkoordinator, Hobro IK
Og nu er der brug for en ny person, der kan bære dragten. Fredag eftermiddag delte Hobro IK et jobopslag, hvor de søger en person, der er klar til at indtage rollen som Vikingen Harald.
- Man skal jo kunne være med til at skabe en fest for vores mindste fans på kampdagene. Derudover skal man være en sjov og imødekommende person, som har humor og fantasi til at kommunikere med kroppen, for man må jo ikke sige noget inde fra sådan en dragt, fortæller Mathias Rosendal, der er fan- og eventkoordinator i Hobro IK.
Arbejdsdagen som maskot kan variere fra kamp til kamp. Typisk er man i dragten inden kamp, hvor man gejler især de yngre fans op. Så kan man typisk kravle ud af Harald igen og nyde kampen i sit civile tøj.
- Det afhænger lidt af, hvilken dag kampen er. Det kan godt give mening, at have en maskot inde i pausen også, hvis vi spiller lørdag klokken 12.00. Men det er nok ikke så aktuelt, hvis vi spiller klokken 19.00 mandag aften, fortæller Mathias Rosendal.
Arbejdet som Vikingen Harald er ulønnet, og man er med i klubben på lige fod med de mange andre frivillige. Det kan dog godt blive til en gratis stadion-platte på kampdagen og en ekstra billet til familie engang i mellem.
Og selvom man ikke bliver rig af at være Vikingen Harald, så er der rift om jobbet som viking.
- Vi har faktisk allerede fået en del ansøgninger, så jeg kunne godt have sat en ny mand i dragten, da vi spillede i søndags. Vi afventer dog lige, men jeg er ret sikker på, at der er en ny mand i dragten på søndag, når vi spiller mod Randers, fortæller Mathias Rosendal.
Kampen mod Randers spilles på søndag klokken 12.00 på DS Arena i Hobro.