Nordjyske sygehuse er blevet mindre produktive

De danske sygehuse er generelt blevet mere produktive fra 2012 til 2013, men i Nordjylland er produktiviteten faldet i samme periode.

De danske sygehuse bliver mere produktive fra år til år, men fra 2012 til 2013 fulgte de nordjyske sygehuse ikke tendensen. Her oplevede de offentlige sygehuse i Region Nordjylland nemlig et fald i produktiviteten.

Generelt steg produktiviteten på de offentlige danske sygehuse med 3,2 procent fra 2012 til 2013. Nordjylland var den eneste region, hvor produktiviteten på sygehusene faldt i denne periode, viser en ny rapport fra Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner.

De nordjyske sygehuse var ifølge rapporten 0,6 procent mindre produktive i 2013 end i 2012. I toppen ligger Region Sjælland og Region Syddanmark, hvor produktiviteten i perioden steg med henholdsvis 4,4 og 4,1 procent.

Udviklingen i produktiviteten er et udtryk for forholdet mellem produktionsværdien og udgifterne i perioden. I Nordjylland steg udgifterne til de offentlige sygehuse med en procent fra 2012 til 2013.

Produktionsværdien blev kun øget med 0,4 procent i perioden, og derfor oplevede regionen samlet et fald i produktiviteten på 0,6 procent.

Blandt de nordjyske sygehuse klarer Sygehus Himmerland sig bedst. Her steg produktiviteten med 4,0 procent fra 2012 til 2013, mens de øvrige nordjyske sygehuse oplevede et fald i produktiviteten.

På Sygehus Vendsyssel faldt produktiviteten med 2,7 procent, Sygehus Thy-Mors oplevede et fald på 0,8 procent, mens produktiviteten faldt med 0,4 procent på Aalborg Universitetshospital.


Seneste nyt

fra Nordjylland