Nordjyske værfter mister for hundredvis af millioner: Bliver holdt ude af staten
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Danske værfter bliver forbigået, når staten skal have bygget nye redningsskibe.
Nordjyske værfter mister ordre for hundredvis af millioner, når forsvaret skal have bygget nye skibe.
I stedet ryger ordrerne, der har en samlet værdi på knap en halv milliard kroner, til udlandet.
Det skyldes en regel, som siger, at værfter indenfor de seneste ti år skal have bygget lignende skibe. Men fordi der sjældent bliver bygget skibe af den kaliber i Danmark, opfylder værfterne ikke kravet - selvom de har kompetencerne til det.
- Vi har brug for, at Danmark køber nogle både. Vi har brug for at bevare den ekspertise, der er i landet. Det er tragisk, når vi har værfterne, vi har folkene og vi har viden, og det så ikke bliver brugt siger Niels Mathisen, der er direktør på Mathis Værft.
Blandt andet er Karstensens Skibsværft i Skagen og Mathis Værft i Aalborg er fundet uegnet til at bygge et miljøskib til 300 millioner kroner på trods af at værfterne tidligere har bygget mere komplicerede skibe.
- Man kan simpelthen ikke være det bekendt. Jeg ved ikke, hvor man har fået den ide om, at man skal undgå sit eget lands industri. Det er da netop det modsatte, man skal, siger Niels Mathisen.
Også formand for Vækstforum Nordjylland Ulla Astman (S) finder reglerne, som gør, at de danske skibsværfter ikke kan bygge skibe for staten, forkerte.
- Jeg synes, at man gør det unødvendig svært for virksomheder i yderområderne med sådan nogle regler som dem her. For det er typisk yderområderne, som værfterne ligger i, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes, at man bør kigge på det her. Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal have nogle regler, som man ikke har andre steder, siger hun.
Sidste år gik de danske værfter glip af opgaver for 750 millioner kroner på grund af udbudsreglerne.