Foto: Tv2nord.dk

Nordjyske virksomheder nomineret til Eksportkanon

Aalborg Portland og Desmi er indstillet til optagelse i Danmarks nye eksportkanon.

Den nye eksportkanon, som ugebladet Mandag Morgen sammen med TV2 står bag, har som mål at skabe en samlet fortælling om Danmarks største eksportsucceser siden 1989.

Alle der har lyst, kan nominere en virksomhed til optagelse i den nye eksportkanon her fra TV2/Nords hjemmeside og via DETTE LINK.

Torsdag var 66 virksomheder blevet indstillet, og her i blandt er to nordjyske: Cementfabrikken Aalborg Portland og Desmi fra Nørresundby, der producerer pumper til industrien.

Begrundelserne for indstillingen af de to virksomheder lyder:

Desmi: "Desmi har formået at udnytte et segment verden over, hvor de udnytter specialviden til at løse komplicerede opgaver. De udnytter "the long tail" fænomenet indenfor et forholdsvis traditionelt teknisk område.

De havde f.eks. en stor opgave i forbindelse med BP's olieudslip i den Mexicanske Golf (Deepwater Horizon).

De har nu installeret løsninger i flere end 100 lande."

Aalborg Portland: "Aalborg Portland har gennem mange år været en stor aktør i dansk industri. Med alt fra produktion af cement og færdigbeton til udgravninger af tørv i gamle dage. I dag eksporterer virksomheden deres brancheførende hvide cement til bl.a. Kina, USA og det meste af Europa."