Nordmænd fængslet i fire uger

De to nordmænd, som er sigtet for forsøg på at smugle 250 kilo hash til Norge via Ålbæk, er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Det skete ved et lukket grundlovsforhør i retten i Hjørring.

Kun den ene af de to sigtede nordmænd mødte op i retten. En 27-årig mand er stadig indlagt på Aalborg Sygehus såret efter søndagens skududveksling med politiet.

Den 36-årig nordmand, som mødte op i retten, erkendte delvist forsøg på hashsmugling. De to nordmænd sigtes for forsøg på at smugle hele 250 kilo hash til Norge, men den 36-årige mand ville kun erkende forsøg på at smugle 45 kilo hash.

De to mænd kærede begge fængslingen.

Den 36-årige blev anholdt søndag aften, da det kom til skyderi mellem politiet og tre formodede hashsmuglere. Aktionen kostede en 49-årig nordmand livet, mens en 27-årig nordmand blev ramt af skud i brystet.

Desuden blev en PET-mand fra aktionsstyrken skudt to gange i lysken. Også han er uden for livsfare.

Det var efter begæring fra det norske politi, at deres danske kolleger stod klar på havnen i Ålbæk mellem Skagen og Frederikshavn søndag aften, da en motorbåd kom fra Norge for at hente hash.


Seneste nyt

fra Nordjylland