NU IGEN: Automatkup i Løgstør
For anden nat i træk er det lykkedes for tyve at stjæle en kontantautomat i en nordjysk bank. Forrige nat gik det ud over en bank i Als, og i nat var det så i Løgstør. Politiet udelukker ikke, at gerningsmændene er de samme.
For anden dag i træk er gerningsmænd gået efter en hæveautomat i en nordjysk bank. Denne gang i Løgstør.
03.35 natten til torsdag gik alarmen i Spar Nord i Østerbrogade i Løgstør.
Igen er gerningsmændene gået efter bankens hæveautomat. Men umiddelbart ikke på samme måde som ved de forrige tilfælde.
- Der er efterladt en rendegraver på stedet, som er blevet brugt til at fjerne automaten, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi til tv2nord.dk.
Politiet kan dog ikke udelukke at der har været brugt gas ved kuppet, akkurat som de tidligere tilfælde.
Politet er i fuld gang på gerningsstedet og har bl.a. sikret sig videoovervågningsbillederne fra stedet.
- Vi kan se, at hæveautomaten bliver læsset over på en trailer, der er efterspændt en rød personbil, siger vagtchefen.
Bilen er kørt ad Sønderport i sydlig retning.
Alt tyder på, at der har været mellem to og tre gerningsmænd til kuppet.
Politiet arbejder på stedet og undersøger både banken og rendegraveren for spor. Arbejdet ventes at vare flere timer og vil formentlig blive ved det meste af formiddagen torsdag.
Det er uvist, hvor mange penge der var i pengeautomaten.
Evt. vidner kan kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.