For et halvt år siden blev Rikke enke: Nu oplever hun en kærlighedsstorm af beskeder
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Reaktionerne på TV2 Nords dokumentar har været mange - og det gælder også Rikke Bertelsens private indbakke.
Det er nu et halvt år siden at den nordjyske familiefar Kristian Bertelsen døde af kræft. Det var femte gang, han fik kræft, og denne gang var det terminalt.
Tilbage står hans kone Rikke og børnene Signe, Aksel og Alfred.
Netop nu kan man se TV2 Nords program om familien: "Dør far i morgen?" og om deres kamp mod kræften, og kamp for at at fokusere på det positive i hverdagen med en far, der har terminal kræft.
I tiden op til hans død fulgte TV2 Nords journalist Michael Guldbrandt både Kristian Bertelsen og familien, mens de skulle forberede sig til det ultimative - døden.
Serien har vakt mange reaktioner, og dem mærker enken Rikke Bertelsen nu, hvor programmet bliver sendt. Derfor har vi taget en snak med Rikke Bertelsen om, hvordan det er at opleve.
- Jeg har fået en kærlighedsstorm. Jeg er blevet bombarderet med beskeder fra folk, jeg kender, men også fra vanvittigt mange folk, jeg ikke kender, der skriver rosende og søde ord, og er berørte af det og overvældet, og synes, vi er modige, fortæller hun.
- Jeg er sådan helt blæst bagover.
En hjælp for andre
Blandt de mange beskeder, er der nogle, der gør et særligt indtryk.
- Der er nogen, der har kunnet dele programmet. De har fået den anbefalet på sygehuset, nogen som måske selv står i det. For når man står i sådan en situation, både som den sygdomsramte, men også pårørende, så er der ikke nogen guideline for, hvordan man skal agere og forholde sig. Og det er heller ikke, fordi jeg siger, vores er den rigtige måde at gøre det på, men det er én måde at gøre det på. Og det kunne vi da godt have brugt, at nogen kunne have vist os, sådan her kan man håndtere. De forskellige situationer, som man kommer i. Så det er rart, det der med, at der er nogen, der føler, at de rent faktisk kan bruge det til noget, siger hun og tilføjer:
- Det er jo stort.
På trods af, at hun modtager så mange beskeder, at hun dårligt kan nå at svare på dem, er hun glad for, at hun har medvirket i programmet. Også selvom det var Kristians valg og ikke hendes.
- Jeg er faktisk helt vildt glad for, at han trumfede det igennem. For det er rigtig meget, som jeg tror, at børnene også kan få ud af det.
Hvad tror du, Kristian ville have sagt, hvis han havde kunne se og læse alle de beskeder og alt det, der er kommet ind?
- Han havde været så tilfreds. Han havde været så glad. Det var lige det, han gerne ville med det, siger Rikke Bertelsen.