Nu skal de ældste vaccineres – men ikke alle er med i første omgang
Nordjyder over 85 år kan se frem til at få vaccinen mod coronavirus snart, men i første omgang er der ikke vacciner til alle.
Hjemme ved 88-årige Lillian Pedersen fra Frederikshavn bliver der holdt godt øje med telefonen. Hun kigger efter, om hun snart bliver indkaldt til vaccination mod coronavirus.
- Det gør jeg hver dag. To gange. Morgen og aften, siger Lillian Pedersen.
Men heller ikke i dag er der kommet noget nyt i e-boksen. Indkaldelsen lader stadig vente på sig.
- De fortæller jo, at nu er det snart dem over 85, og så må det altså også snart være min tur, siger Lillian Pedersen.
Lidt længere syd på i Haldbjerg er 87-årige Gunnar Allerslevs e-boksindbakke også tom.
Går du og venter?
- Ja, det gør jeg sådan set, for jeg vil meget gerne vaccineres, svarer Gunnar Allerslev.
3.000 doser til 12.000 borgere
I Nordjylland begynder vaccinationen af borgere over 85 år ellers i denne uge, men i første omgang har Region Nordjylland kun fået 3.000 vaccinedoser til godt 12.000 borgere i regionen over 85 år.
- Nu er der kommet en hvis mængde, hvor af vi får 407 til borgere, der er over 85 år, men vi har flere borgere i den gruppe, og der er det, at det er rigtig vigtigt at få formidlet, at alle kommer med, men der bliver næsten det man kan kalde et opsamlingsheat, siger Birgit S. Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune.
På torsdag starter de nordjyske kommuner med at vaccinerer borgere over 85 år. De første stik til de ældste i landsdelen bliver givet i Rebild, Brønderslev og Aalborg Kommuner, herefter går turen rundt til de andre kommuner, og mandag giver Vesthimmerlands og Thisted kommuner som de sidste vacciner til deres ældste borgere.
I Frederikshavn Kommune skal de vaccinere deres ældste borgere på lørdag i Arena Nord.
- De her 407 Frederikshavn Kommune har fået i den her omgang, er valgt ud, der er givet besked, men er man i tvivl, er man velkommen til at ringe, siger Birgit S. Hansen.
De allerældste først
I første omgang er kommunerne blevet bedt om at sende en liste til sundhedsmyndighederne med borgere i kommunerne, der er født i 1931 eller tidligere. Det er de ældste i gruppen 85+ som først bliver tilbudt vaccinen, men selvom indkaldelsen til vaccination ikke er kommet endnu, så skal man ikke blive nervøs.
- Alle der vil vaccineres i Danmark, de får tilbud om vaccination. Det er ikke alle i grupperne, der får på en gang, men så kommer det hen ad vejen, siger Birgit S. Hansen (S).
I mellemtiden tager Lillian Pedersen det roligt. Vaccinen kommer, når den kommer, som hun siger, men når vaccinen så kommer, så er hun klar.
Hvor meget glæder du dig til at få den her vaccine?
- Det er da ikke noget jeg glæder mig til, det er da bare noget, vi skal, siger Lillian Pedersen med et stort grin.