De sikrer stabil arbejdskraft i Nordjylland: Nu vil de lukke kontoret
Det er blevet foreslået at lukke de regionale beskæftigelsesindsatser.
Måske husker du, da Danish Crown lukkede i Sæby? 800 medarbejdere stod til at miste deres job.
Men det var beskæftigelsesindsatsen RAR Nordjylland (Det Regionale Arbejdsmarkedsråd) med til at ordne. Gennem koordinering mellem kommuner, virksomheder og uddannelser kom rigtig mange af de tidligere medarbejdere videre på arbejdsmarkedet eller til uddannelse.
- Dette kan man ikke gøre alene og indenfor kommunegrænserne. Det er der RAR Nordjylland har sin helt store styrke.
Sådan lyder det i et debatindlæg fra FH Nordjylland og RAR Nordjylland.
Læs hele debatindlægget her
Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats har i sin nyligt aflagte rapport anbefalet, at Regeringen nedlægger De Regionale Arbejdsmarkedsråd, idet man anbefaler at forenkle den regionale styring og organisering af beskæftigelsesindsatsen. Nedlæggelsen af RAR vil gøre op med den lokale forankring i beskæftigelsesindsatsen, hvor dialog mellem arbejdsmarkedets parter har været grundlaget for at sikre kvalificeret arbejdskraft på det rette tidspunkt med de rette kompetencer. Det handler om at kende det arbejdsmarked, der er der, hvor virksomhederne ligger, og da mange danskere pendler på arbejde, så kan det ikke gøres til en udelukkende lokal eller kommunal opgave, da arbejdsmarkedets strukturer er tegnet af rigtig mange mennesker, som pendler på arbejde. Beskæftigelsesområdet er et område, hvor der er brug for nogle rammer, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere kan have en dialog om udfordringerne på det regionale forankrede arbejdsmarked, og hvor man kan sætte initiativer i værk, som dækker på tværs af kommunegrænser. Det kan ikke klares lokalt, for arbejdsmarkedet ikke er lokalt – men derimod regionalt og internationalt. Det gode eksempel på samarbejdet, når det virkelige skaber værdi, var da RAR Nordjylland modtog varsling om afskedigelser på Danish Crowns slagteri i Sæby. Her satte man en omfattende indsats i gang, og her må det understreges, at samarbejdet mellem netop Danish Crown, de faglige organisationer, jobcentrene og uddannelsesinstitutioner har været afgørende for at de 800 opsagte medarbejdere kom videre. Det er en stor koordineringsopgave, når der i dette tilfælde afholdes jobmesse for regionens andre virksomheder, og intern jobmesse i Danish Crown, samtidig med at man også afviklede en uddannelses-og opkvalificeringsmesse. Dette kan man ikke gøre alene og indenfor kommunegrænserne. Det er der RAR Nordjylland har sin helt store styrke, idet der er kontaktflader til arbejdsmarkedets parter, kommunerne og uddannelsesinstitutionerne – og man koordinerer på tværs af regionen; og kan dermed også hjælpe virksomhederne med at få den arbejdskraft de mangler. En nedlæggelse af RAR vil skade det gode samarbejde, og der er en oprigtig bekymring for, at det ved en sådan nedlæggelse vil blive svære at sikre den kvalificerede arbejdskraft, som vi alle er så afhængige af i de kommende år. Vi tror på den lokale forankring i RAR Nordjylland, for det er her værdien skabes. Det er her arbejdsmarkedet udvikles.
Symbolpolitik
Lige nu ser det nemlig sort ud for RAR Nordjylland. Det er nemlig blevet foreslået i finanslovsforslaget, at De Regionale Arbejdsmarkedsråd skal lukkes.
- Jeg har lidt svært ved at gennemskue hvorfor, vi skal lukkes. Der er så få penge i det og vi gør så stor en indsats. Jeg tror lidt, det er symbolpolitik, og at man nu vil centralisere nogle ting, siger Finn Jenne, der er formand for RAR Nordjylland.
RAR Nordjylland har 23 ansatte og dækker både Nord- og Midtjylland.
Finn Jenne er nytiltrådt formand, og det ærgrer ham, at han nu skal til at kæmpe for sin arbejdsplads.
- Jeg har det skidt med det. Jeg havde troet, at vi skulle arbejde endnu hårdere for at sikre god, stabil arbejdskraft i det nordjyske, i stedet for også at bruge tid på at kæmpe politisk, siger han.