Ny minister i samråd om Kærkommen-konkurs
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
I kølvandet på plejefirmaet Kærkommens konkurs, og ikke mindst konsekvenserne af den, bliver den nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (Venstre) kaldt i samråd.
Det er det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (Soc.dem.), næstformand i beskæftigelsesudvalget, som vil indkalde ministeren i sagen.
- Jeg mener der er behov for afklaring af kommunernes, medarbejdernes og plejemodtagernes retsstilling. Det bør ikke være ret og rimeligt, at en privat konkurs kan forpligte det offentlige til at overtage dets forpligtelse uden videre. Jeg mener heller ikke, at det er rimeligt at lade de tidligere medarbejderes tilgodehavender hænge i luften. Modtagerne af plejeydelserne har også ret til betryggende vilkår, når deres leverandør ikke længere kan påtage sig arbejdet, siger Bjarne Laustsen som stiller følgende spørgsmål til ministeren til samrådet:
1) Ministeren bedes redegøre for områder, hvor en privat leverandør af serviceydelser går konkurs, og hvor det drejer sig om et behov for livsvigtig og hurtig hjælp, som ikke kan afvente en betalingsstandsning eller konkursbegæring.
2) Idet der henvises til et eksempel som den tidligere ansatte i plejefirmaet Kærkommen, Kristine Gjedde, som efter mediernes oplysninger har 134.000 kroner til gode, bedes ministeren redegøre for lønmodtagernes retsstilling.
3) Ministeren bedes redegøre for, hvorledes kommunerne ikke kommer til at hænge på regninger fra private firmaer, der leverer bestemte vitale ydelser til især kommunernes plejekrævende borgere.
4) Ministeren bedes redegøre for, hvilken hjælp de berørte modtagere af serviceydelser som hjemmehjælp, pleje etc. kan få og af hvem, når de bliver berørt af en konkurs i et privat firma.