Ny skolestruktur i Hjørring

 Ny skolestruktur i Hjørring

Hjørring er klar til nye toner i folkeskolen, der opdeles i skolecentre med fasedelt undervisning. Det er et faldende elevtal på ca. 950 elever de næste fire-fem år, der får politikerne til at se nye muligheder med skolerne.

Når eleverne næste år starter i skole i Hjørring bliver det i skolecentre.
Hjørring Kommune er nemlig så godt som klar til at tage hul på en helt ny struktur inden for skoleområdet.
Den nye struktur betyder bl.a. at skolen opdeles i faser, at undervisningen fra børnehaveklasse til og med 3. klasse er en fase, fra 4. til 6. årgang er en anden fase, 7. til 9. årgang er en tredje fase - mens der som i dag skal være to 10. klasses centre. 10. klasses centret i Sindal spås dog ikke mange chancer for at overleve flere år frem. I stedet vil politikerne samle alle 10. klasses elever fra hele kommunen i Hjørring.
Dertil kommer egentlige skolecentre - hvor eksisterende skoler i dag går sammen i centre.
For den enkelte elev får det størst betydning, hvis eleven i dag går i sjette klasse på en skole, der fremover ikke længere har syvende klasse. I stedet skal eleven videre til skolecentrets overbygning.

Der etableres følgende skolecentre med fælles ledelse:
- Bagterpskolen og Rakkeby Skole
- Bindslev Skole og Tversted Skole
- Hirtshals Kommuneskole og Ulvkærskolen
- Holmegårdskolen og Skallerup Skole og Børnehave
- Højene Skole og Astrup Skole
- Løkken Centralskole, Vrendsted Skole og Hundelev Skole
- Sindal Skole, Hørmested Børnecenter, Lendum Børnecenter og Mosbjerg Børnecenter
- Tornby-Vidstrup Skole, Bjergby-Mygdal Skole og Horne- Asdal Skole
- Tårs Skole og Lørslev Børnecenter
- Vrå Skole og Vrejlev-Hæstrup Skole
Følgende skoler fortsætter med selvstændig ledelse og bestyrelse
- Muldbjergskolen
- Lundergårdskolen
- 10. klasse center

Visionen fra politikernes side er, at man kan præsentere et robust, autentisk og mangfoldigt skolevæsen, hvor børn og unge hver dag bliver mødt
med udfordringer af kvalificerede og motiverede lærere, pædagoger og ledere.
Dertil kommer ifølge politikerne en bedre økonomi, da større og mere bæredygtige enheder gør det mere fleksibelt at anvende ressourcerne, der hvor behovet er størst.

Børne- og undervisningsudvalget i Hjørring diskuterer på mandag den nye skolestruktur.


Seneste nyt

fra Nordjylland