Ny tidsplan for rejsekort trækker ud

En ny tidsplan for den forsinkede rejsekort er endnu ikke vedtaget. Ekspert peger på, at mange ejere skaber problemer.

Trafikselskaberne bag den elektroniske bus- og togbillet, rejsekortet, er endnu ikke nået til enighed en tidsplan for det videre forløb.

Rejsekortet skulle efter den oprindelige tidsplan have været indført på Sjælland i år, men det er ikke engang lykkes at gå gang i et pilotprojekt indtil videre. På et bestyrelsesmøde mandag aften diskuterede Rejsekort A/S en tillægskontrakt, som blandt andet indeholder en ny tidsplan for det forsinkede trafikprojekt. Men DSB, Movia, Metroselskabet, Sydtrafik, Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab, der er aktionærer i Rejsekort A/S, er endnu ikke klar til at nikke ja til tillægskontrakten.

- Der foregår stadig nogle kontraktforhandlinger. Det er det eneste, jeg kan sige, siger næstformand i Rejsekort A/S Christian Roslev fra Nordjyllands Trafikselskab.

Manager i Rambøll Management, Ejvind Jørgensen, er ekspert i it-udvikling i den offentlige sektor. Han mener, at et væsentligt problem for rejsekortet er de mange trafikselskaber, der skal finde en fælles løsning.

- Det er mange parter og mange ejere bag de forskellige parter. Det tilfører projektet en større kompleksitet, end hvis man er i en virksomhed, som man selv bestemmer over. Kompleksiteten må være kommet bag på dem, for det burde ikke have overrasket i en sådan en grad, det har gjort, siger Ejvind Jørgensen til Ritzau.

Rejsekort A/S har over for Folketingets Trafikudvalg selv erkendt, at selskabet er blevet overrasket over, hvor vanskeligt det har været at indkøbe, teste og indføre systemet. Rejsekortet skal både kunne bruges i busser, tog og metro, så derfor skal mange ting spille sammen for at få kortet til at fungere.

Passagererne skal blot føre kortet forbi en sensor, når rejsen begynder og slutter, hvorefter billetprisen automatisk bliver trukket på betalingskortet. Da mange sensorer sidder i busserne, kræver det avanceret teknologi, og Ejvind Jørgensen siger også, at det er umuligt helt at undgå problemer.

- Vi bliver tit kritiseret for at lave mange frontteknologiløsninger som Tårnfalken og IC4-tog. Men Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede samfund, så nogle gange vil vi være i front. Og dem, der er i front, skal betale nogle lærepenge, siger Ejvind Jørgensen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland