Ny Venstrekandidat i Aalborg Vest

Byrådsmedlemmet i Rebild Kommune, Peder Christensen, bliver ny folketingskandidat i Aalborg Vest-kredsen.

I går aftes holdt Venstre i Aalborg-Vest opstillingsmøde for at udpege deres nye folketingskandidat

Peder Christensen fra Suldrup og Thomas Bentsen fra Tylstrup var de to kandidater. Forud for afstemningen havde Mariann Geller besluttet ikke at genopstille.

Med godt og vel 75 procent af stemmerne faldt valget på Peder Christensen. Det glæder kredsformand Svend Erik Jensen.

- Peder har jo en håndværksmæssig baggrund, og det ser jeg bestemt positivt på. Desuden har han jo masser af politisk erfaring fra byrådet i Rebild og det tidligere Støvring Kommune, siger kredsformanden.

Peder Christensen sagde på opstillingsmødet, at han, hvis han bliver valgt, vil kæmpe for den tredje Limfjordsforbindelse. Desuden slog han fast, at han aldrig ville blive løsgænger, som flere folketingspolitikere ellers har gjort i denne valgperiode.