Nye brande i Aalborg Øst

Aalborg Øst er igen blevet ramt af påsatte brande. I nat gik det ud over to kolonihavehuse hvor det ene udbrændte totalt.

Lilli Olsen kigger på skaderne på det kolonihavehus hun har ejet i 2 år.

- Det stinker bare af petroleum og det er fuld af glasskår, siger haveejer Lilli Olsen til TV2/NORD.

Alligevel er hun heldig. I nummer 69 fik ilden så godt fat i huset at det blev helt ødelagt. Nordjyllands Politi er ikke i tvivl om at brandene er påsatte.

- Vores undersøgelser på stedet viser, at der er anvendt vinflasker med brandbar væske, som så er antændt og kastet op på husene, siger vagtchef Peter Redder, Nordjyllands Politi til TV2/NORD.

Ejerne af husene er oprørte, men også magtesløse.

- Du kan jo ikke holde vagt i sådan et område som vi har her. Vi har jo 20 tønder land, siger formanden for "Budumvang", Leif Børglum til TV2/NORD.

Scooterspor i sneen, har givet politiet et lille fingerpeg i retningen af, hvem gerningsmændene kan være.

- Det vi kan se, er at to knallerter eller scootere er kommet kørende til stedet, og kørt væk igen. Så vi har en mistanken om, at det nok er nogle unge mennesker der har lavet nogle bøllestreger, siger vagtchef Peter Redder, Nordjyllands Politi til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland