Nye oplysninger i Solhaven-sagen

Gule ringbind kan måske være med til at kaste lys over voldelige episoder på opholdsstedet Solhaven.

Ringbindene blev i går udleveret til forsvarerne i Solhaven-sagen, hvor en række tidligere ansatte på opholdsstedet står tiltalt for vold mod unge anbragte. Ringbindene indeholder måske en intern rapport udarbejdet af Solhaven selv. Det oplyser P4 Nordjylland.

- Der er kommet nogle oplysninger om, at Solhaven selv har foretaget en undersøgelse af de tiltaleforhold, der nu er rejst mod de ansatte. Og i den forbindelse har jeg anmodet om at få de oplysninger frem, siger forsvarer Henrik Garlik Jensen, der repræsenterer tidligere forstander Søren Virenfeldt, til radioen.

Forsvarer Jens Saabo ser også frem til at se nærmere på ringbindene. Han repræsenterer en klient, der er tiltalt for vold mod en ung en dag i 2005.

Han ved ikke, om oplysningerne er til gavn for hans klient, som er en af de tidligere ansatte.

- Anklagemyndigheden har pligt til at efterforske objektiv. Så alt skal frem, siger advokat Jens Saabo til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland