Nye regler på vej: Særligt kørekort til vandscooter bliver et krav

Erhvervsministeriet kan i dag fortælle, at reglerne for sejlads på vandscooter bliver skærpet både i forhold til uddannelse og forsikring.

Tidligere kunne vi på TV2 Nord skrive, at justitsministeriet er i gang med at drøfte hvilke stramninger, der skal indføres i forhold til sejlads på vandscooter, efter ulykken i Københavns Hanv, der i foråret kostede to amerikanske kvinder livet. 

Nu er erhversministeriet også kommet med en række stramninger, der skal forebygge lignende ulykker i fremtiden. 

- Det er vigtigt, at alle skal kunne færdes trygt og sikkert i det danske farvand og i vores havne. Her er det naturligvis afgørende, at alle der sejler – også dem der sejler på vandscooter – har de nødvendige færdigheder, kender de gældende regler og er opmærksomme på de risici, der er forbundet med at sejle med høj fart. For nyligt så vi desværre, at det ikke altid er tilfældet, siger erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse. 

Derfor bliver der pr. 1. januar 2018 indført et særligt vandscooterkørekort. Tidligere har det været nok, at have det kørekort, der giver tilladelse til sejlads i små speedbåde. 

- Derfor er jeg glad for, at vi nu kan stramme op ved blandt andet at indføre et særligt kørekort til vandscootere. Samtidigt undersøger vi mulighederne for at indføre en obligatorisk forsikring for vandscootere, som både gør det nemmere at placere ansvar og få erstatning ved skadesager, og som skaber bedre muligheder for at identificere vandscootere og deres ejere, siger Brian Mikkelsen. 

Identificeringen af vandscootere og ejere er også en del af den fremtidige plan, der i dag bliver drøftet på et møde i justitsministeriet, hvor man diskuterer muligheden for at vandscootere skal registreres. 

Følgende initiativer er i gang: 

  • Pr. 1. januar 2018 indfører Søfartsstyrelsen et vandscooterkørekort med særlige kvalifikationskrav, som blandt andet betyder, at man ved en praktisk prøve skal bevise, at man er i stand til at sejle en vandscooter på forsvarlig vis.
  • I indeværende sejlersæson gennemfører Søsportens Sikkerhedsråd, i samarbejde med Søfartsstyrelsen, en informationskampagne med særlig fokus på vandscootere og speedbåde, som sejler i havneområder og andre områder, hvor der også færdes andre.
  • Sammen med forsikringsbranchen drøftes mulighederne for en model for indførelse af en obligatorisk ansvarsforsikring for vandscootere, som gør det let at placere ansvar og kræve erstatning, og som gør det lettere at identificere vandscootere og deres ejere.
  • Sammen med Justitsministeriet undersøges mulighederne for konfiskation af vandscootere, når der er sejlet uforsvarligt. Samtidigt foretages et servicetjek af mulighederne for at frakende sejlerbevis/kørekort, så der kan gribes ind i tilstrækkelig grad over for vanvidssejlads

 


Seneste nyt

fra Nordjylland