LIGE NU:

Nyt i Umbrella-sagen: Syv nordjyder sigtes for deling af børneporno

90 nye sigtelser er på vej i den længe omdiskuterede Umbrella-sag, der har stået på siden 2015. Nordjyllands Politi oplyser, at syv ud af de 90 nye straffesager finder sted i Nordjylland.

På trods af at Umbrella-sagen har været igangværende siden 2015, hvor et videoklip med seksuel karakter af en 15-årig blev delt for første gang, synes sagen ikke at få en ende lige foreløbigt.

Mandag blev det meldt ud, at 90 nye sigtelser var på vej i sagen landet over, hvortil flere af sigtelserne var afgivet i Nordjylland.

- Nordjyllands Politi har informationer om, at vi vil modtage cirka syv nye sager, oplyser presseansvarlig ved Nordjyllands Politi Christian Brinck til TV 2 Nord.

Umbrella-sagen kort fortalt

Umbrella-sagen blev anmeldt til både politiet og Facebook i 2015 og siden omtalt i medierne, inden de første domme faldt i 2018.

Videoklippene stammer fra 2015 og blev siden delt i stort omfang af unge via beskeder i Facebooks Messenger.

Hvornår de nye retssager finder sted vides endnu ikke.

Af hensyn til den fremadrettede efterforskning ønsker Nordjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at kommentere yderligere på sagen.