Nyt rådhus på vej ved Mariager fjord
Som den første kommune i Nordjylland vil Mariagerfjord Kommune lukke alle de gamle rådhuse og bygge et helt nyt rådhus, som vartegn for hele kommunen. Det besluttede et enigt økonomiudvalg i dag. Rådhuset placeres ud for havnen i Mariager.
Det nye rådhus skal placeres midt ude i Mariager Fjord imellem Mariager og Stinesminde. Nøjagtig midt i kommunen. Skitsen til det nye rådhus af lavet af arkitekt Christian Madsen fra Hadsund.
- Huset er bygget som en spiral, der drejer op ad, som et symbol på at kommunen gerne vil fremad, siger Christian Madsen, arkitekt, Hadsund.
Borgmesteren bakker op om byggeriet. Siden han blev forelagt idéen er han blevet mere og mere positivt stemt.
- Jeg synes det er en helt fantastisk. Det viser virkelige overfor omverdenen at vi tænker nyt og kan løfte store opgaver i fællesskab i vores nye kommune, siger Hans Chr. Maarup (Soc.dem.) Borgmester, Mariagerfjord Kommune.
Beslutningen om byggeriet kommer ud af det blå. Der har ingen offentlig debat været. Alligevel var det et enigt økonomiudvalg, der i dag sagde god for at gå i gang med projektet.
- Det er visionært og fremadrettet. Med det nye store rådhus kan vi skabe en fælles kultur blandt medarbejderne i Mariagerfjord Kommune. Det er svært at stable på benene, når vi har 4 matrikler, siger Jørgen Pontoppidan (Venstre), medlem af økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune og borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg.
Placeringen af rådhuset ude midt i fjorden er smart. På den måde undgår kommunen nemlig at blive stoppet af både strandbeskyttelseslinje og kystnærhedszone. En metode Danmarks Naturfredningsforening mener, er forkastelig.
- Det er en håbløs idé. Det ødelægger naturen og kommunen forsøger at snige sig udenom en demokratisk debat om byggeriet, siger Mogens Hedegaard, bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening ved Mariager Fjord.
Rådhuset skal fungere som bropille ude i fjorden. Der bliver nemlig en bro og tunnel fra henholdsvis nord og sydsiden.
- Hvad så med vandgennemstrømningen i fjorden. Den har det i forvejen dårligt. Med sådan en klods på det dybeste sted, så bliver det nok endnu værre, siger Mogens Hedegaard
I Mariager står arkitekten med de første tegninger. En pludselig indskydelse ser nu ud til at blive virkelighed
- Det er jo skønt, at der på så kort tid kan samles tilslutning til et meget anderledes byggeri, siger Christian Madsen
De første skitser over det nye rådhus kan ses på hjemmesiden www.mariagerfjord.com - eller ved selvsyn i Danmarks Saltcenter i Mariager mellem 10 og 11 i morgen formiddag.