Foto: Privatfoto

Øger overvågning

Siemens Wind Power øger kameraovervågningen, efter at selskabet fire gange i årets løb har været udsat for brande på selskabets faciliteter i Aalborg og Engesvang.

Det skriver flere medier.

Den sidste brand var lørdag, hvor støbeforme til vindmøllevinger på fabrikken i Engesvang i det midtjyske brød i brand uden for selve fabriksbygningerne.

- Vi kender stadig ikke årsagen til det. Men vi har en masse eksperter, der arbejder på de forskellige muligheder, og derudover har vi øget perimeterovervågningen betragteligt i vores områder. Det er de to ting, vi kan gøre, indtil vi finder ud af, hvad det er, der står bag, siger Siemens' danske pressechef Rasmus Windfeld til Ritzau Finans.

Vicepolitikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi i Herning, Bent Smedegaard, forklarer til Ikast avis, at ingen personer eller andre bygninger var i fare i forbindelse med lørdagens brand, der var i fire forme til støbning af vindmøllevinger.

- Der er ikke strøm til formene, som brændte, så vi ved endnu ikke, om branden kan være påsat. Vi kan dog heller ikke udelukke, at de er selvantændt - det skal vi nu undersøge nærmere, siger han.

I marts var brandvæsenet for tredje gang i år kaldt ud til brand på Siemens' fabrik i Aalborg, og her var der ligeledes tale om ild i en støbeform.

tv2nord.dk skrev dengang, at politiet arbejdede ud fra en teori om, at støbeformen kan have selvantændt.