OL-hjemmebane er millioner værd
Ishockeylandsholdet kan søndag aften komme tæt på hjemmebanen i den afgørende OL-kvalifikationsturnering med stor sportslig og økonomisk gevinst til følge. Aalborg er i spil som værtsby.
Der er meget mere end tre point på spil, når Danmark og Italien natten til søndag dansk tid tørner sammen ved A-VM i ishockey.
Én ting er nemlig, at vinderen af opgøret undgår at spille nedrykningsspil og dermed sikrer sig endnu en et år i ishockeysportens business class-afdeling. En ekstra og langt mere betydningsfuld bonus er imidlertid, at den sejrende nation også kommer meget tæt på den tolvteplads på dette års verdensrangliste, der giver ret til at afvikle en af de tre puljer i næste års OL-kvalifikation på egen is.
Alene rent sportsligt vil der være stor fordel i at have hjemmebane i den firenationersturnering, der skal afvikles i begyndelsen af februar næste år. det viser erfaringerne fra B-VM i Odense i 1999 og senest B-VM for U/20-hold, der blev afviklet samme sted i december 2006. Men der er også andre givtige perspektiver ved et værtskab.
- Vi får muligheden for at tjene penge på billetindtægterne ved stævnet. Og selv om klubberne skal have deres del, så bliver der alligevel en pæn sum tilbage til os, siger Enver Hansen, der er direktør for Dansk Ishockey Union.
Her venter man af naturlige årsager, indtil værtskabet er endegyldigt sikret, før man går videre med planlægningen af en eventuel turnering. Men direktøren nævner selv byer som Rødovre, Odense og Aalborg - hvor man tidligere med succes har afviklet landskampe - som oplagte værtskandidater.
Ender det eksempelvis med Aalborg, hvor man i Gigantium Isarena har plads til godt 4500 tilskuere, vil unionen ved tre kampdage med fuldt hus sikre sig indtægter i millionklassen, også selv om udgifterne til blandt andet de gæstende holds indkvartering er trukket fra.
Hvem Danmark i sidste ende skal møde i sin OL-kvalifikationsgruppe, hvor kun vinderen indløser billet til legene i Vancouver i 2010, kendes først, når landenes endelige placering ligger fast. Men skulle danskerne ende på den forjættede 12. plads på verdensranglisten, venter blandt andet nummer 13. Det kunne meget vel blive italienerne, og så venter der såmænd en ny skæbnekamp mellem de to nationer.
Når tolvtepladsen ikke er helt sikker, selv om Danmark slår Italien, er det fordi både Norge og Tyskland også stadig kan nå at ende både over og under stregen. Og da de to nationer er placeret i samme pulje, er intet sikkert før de to landes indbyrdes møde natten til torsdag. Har Danmark gjort sin del og besejret Italien, er tysk sejr tilstrækkeligt. Vinder nordmændene derimod, kan OL-værtskabet stadig blive dansk, hvis bare ikke nordmændene slutter mere end én placering højere end Danmark, eller hvis tyskerne flopper og slutter to placeringer eller mere under de rød-hvide.
Mads Petersen
/ritzau/