Omstridt dokumentar vises på TV2/Nord
Forældrene til de tre dræbte børn fra Lendumulykken klager over politiet
En australsk tv-dokumentar om ulykken ved Lendum i juli sidste år rejser alvorlige anklager mod Nordjyllands Politi. Samtidigt rejser den danske mand, der blev dømt for sin andel i ulykken kritik af den australske tv-station.
En næsten ubegribelig tragedie fandt sted nær Lendum i juli 2013. En mor med fire børn i bilen bliver ramt af en modkørende med høj fart. Tre børn omkommer ved ulykken.
I en australsk tv-dokumentar fortæller de dansk-australske forældre til de dræbte børn deres version af historien. De mener, at politiet begik alvorlige fejl under sagens efterforskning. De mener også, at den danske mand, som var involveret i ulykken, bar hovedansvaret for deres børns død.
Nordjyllands Politi medvirker ikke i den australske dokumentar, men derimod i et indslag på TV2/Nord. Politidirektør Elsemette Cassøe begrunder hvorfor.
- Familien har klaget over vores efterforskning. Den klage er blevet afvist. Efterfølgende har familien påklaget afvisningen af klagen, og den sag ligger nu hos Statsadvokaten i Viborg. Så længe den sag ikke er afgjort, vil jeg ikke kommentere de anklager, der er rejst imod os, siger Elsemette Cassøe.
Retten i Hjørring placerede efter ulykken ansvaret hos både moren til de fire børn og hos en nu 40-årig mand fra Frederikshavn. Han erkendte at have kørt for stærkt og blev idømt tre måneders betinget fængsel, en bøde på 10.000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.
Den dansk-australske kvinde blev ikke dømt for sin andel i ulykken, selv om retten fandt det bevist, at hun foretog et hasarderet venstresving lige ud foran den modkørende bilist. Ifølge politidirektør Elsemette Cassøe på grund af dansk retspraksis.
- Der blev i denne sag givet et tiltalefrafald af humanitære årsager. Der er ingen, som har lyst til at føre en sag i retten mod en mor, som har mistet tre af sine børn, siger Elsemette Cassøe.
Den danske mand, som har erkendt sin del af skylden, har til gengæld nu klaget til den australske tv-station, fordi han mener, at den har brudt en aftale. Han fortæller til TV2/Nord, at han kun valgte at medvirke, fordi han blev lovet, at sagens fakta blev fremstillet korrekt.
Vi viser hele den australske dokumentar på TV2/Nord Salto i aften klokken 20.30.