24. februar 2022 startede Rusland en krig mod Ukraine. Over tre millioner russere er siden flygtet. To af dem er Anna og Nikita. De er rejst fra deres land med få ejendele, men med en stor skyld og skam over deres nationalitet. For hvad gør man, når man uforvarende er blevet en del af det angribende hold?

Denne fortælling er skrevet på baggrund af programmet ”Rusland i bagagen”, som du kan se nederst i artiklen eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.

De sidder helt stille inde i lejligheden. Begge forsøger de at være lydløse, mens der bliver banket på døren. Det banker igen og igen.

Udenfor står to mænd fra det russiske politi. Politiet har gennem længere tid anholdt og udstillet folk, som de mener, er oppositionsmedlemmer.

Nikita Simonsen og hans kone Anna Simonsen vidste godt, at politiet måske en dag ville stå foran deres dør, for de har begge flere gange udtrykt holdninger imod Putin. De ved godt, at de kommer i store problemer, hvis de åbner døren, og det vil ikke være første gang, Nikita bliver fængslet for sin politiske overbevisning.

Der er krig. Det er Rusland mod Ukraine, og hvis man er russer, skal man ifølge regeringen spille på det pro-russiske hold. Det vil Nikita og Anna bare ikke.

De må bare holde vejret og håbe, at de går fri.

muted

En lovende fremtid

Det var på medicinstudiet, de mødte hinanden, Nikita og Anna. Ud over kærligheden fandt de på studiet hver deres passion, som førte dem til lovende karrierer.

Nikita blev reservelæge på det største hospital i Moskva og behandlede patienter med svært tilskadekomne knogler. Anna blev specialist i at foretage knoglemarvstransplantationer.

- Hun er en virkelig sjælden specialist. Vi havde begge gode og prestigefyldte jobs, og vi fik god løn, fortæller Nikita Simonsen.

Kærligheden bekræftede de overfor hinanden ved et stort bryllup. Ved brylluppet deltog flere af deres studiekammerater, som de havde mere tilfælles med end bare studierne; sammen havde de arrangeret og afholdt demonstrationer mod landets styre.

- Jeg var stærkt imod krig og mod Putins regime. Jeg var en del af modstanden, og styret vidste godt, hvem jeg var, siger Nikita Simonsen.

muted

Igen krig i Europa

quote Da jeg stod op klokken fem den 24. februar, var mit og hele landets liv ødelagt

Nikita Simonsen

Under Vladimir Putins ledelse er russernes ytringsfrihed løbende blevet begrænset. I 2014 blev en lov indført, der gav regeringen mulighed for at slå hårdt ned på protester, der strider imod regeringens værdier.

Se nogle af de begrænsninger, Putin har lavet for ytringsfriheden.

24. februar 2022 blev en afgørende dag for Rusland og Europa. Putin holdt tale på TV. Der var igen krig i Europa.

Putins tale den 24. februar fokuserede blandt andet på såkaldt afnazificering af Ukraine.

- Da jeg stod op klokken fem den 24. februar, var mit og hele landets liv ødelagt, siger Nikita Simonsen.

Gennem venner i Ukraine hørte Nikita og Anna, at der nu var faldet bomber i Ukraine og at en voldelig krig var startet. De er russere, men de nægtede at spille på regeringens hold.

- Jeg skrev på de sociale medier, at jeg er stærkt imod krig, siger Nikita Simonsen.

Nikita Simonsen tog med det samme afstand til krigen på sociale medier.
Nikita Simonsen tog med det samme afstand til krigen på sociale medier.
Foto: Privatfoto

Da Nikita næste dag kom på arbejde på den covid-afdeling, han midlertidigt arbejdede på, blev han mødt af chefen med en advarsel.

- Han sagde, at jeg ikke skulle snakke mere om mine holdninger, ellers ville jeg blive smidt ud af afdelingen og få problemer med politiet.

quote Når folk spørger os, hvor vi er fra. Skammer jeg mig over at sige, vi er russere.

Nikita Simonsen

Politiet havde allerede indledt en kamp mod modstandere og oppositionsmedlemmer. Nikita havde hørt om folk, der blev forfulgt af politiet, og tilfælde, hvor politiet skrev på folks døre ’her bor et oppositionsmedlem’. Han var klar over, at det snart kunne ramme dem. Og der gik ikke lang tid, før de troppede op. 

Derfor sidder de i deres hjem, holder vejret og skjuler sig for politiet, som står udenfor.

Det russiske politi har skrevet på dørene hos styrets modstandere.

Mens de inde i lejligheden ikke kan gøre andet end at sidde helt stille, træder deres naboer til. Naboerne fortæller politiet, at Nikita og Anna er læger og måske er på døgnvagt. Politiet går igen.

Nu ved de, at de skal væk.  

muted

Farvel til karrierer, venner og det gamle liv

Nikita og Anna har flere gange før overvejet at tage flugten fra Rusland. I 2015 flygtede flere af deres modstandskammerater af frygt for regeringen, selv valgte de at blive ved det liv, de var ved at bygge op, og Nikita endte i fængsel. Nu kender de de mulige konsekvenser og ved, de skal væk fra Rusland hurtigst muligt.

De pakker tasker og samler de ting, der er vigtigst for dem. Hos Annas far gemmer de sig, mens de planlægger flugten. At flygte ud af Rusland er svært, for grænserne lukker en for en, og mange lande lukker luftrummene for russiske fly.

- Kun få lande var stadig åbne, så vi købte billetter til Tyrkiet. Vi måtte rejse på hver vores fly, for risikoen for ikke at komme ud af landet var for stor, hvis vi rejste sammen, fortæller Nikita.

Selvom de ved, at de ikke skal tilbage foreløbig, køber de returbilletter, så det ikke ligner en flugt.

Nikita rejser først. Sikkert fremme i Antalya må han nervøst vente på, om det også lykkes Anna at flygte. Det gør det, og sammen sætter de kursen mod deres mål: Danmark.

quote Vi vil altid føle en skam som russisk folk på grund af den ulovlige krig.

Nikita Simonsen

Nikitas mor bor allerede i Danmark med sin mand, som også er grunden til Nikitas danske efternavn. Selv har han tidligere boet et år i Danmark, da han var på udveksling. Derfor kan han allerede sproget.

De er ude af fare, men deres karrierer, venner og liv har de efterladt i Rusland.

Hør Nikita fortælle om at forlade sit etablerede liv.
muted

Skyld og skam

I Danmark venter et andet liv – et liv på asylcentre sammen med andre flygtninge.

- Vi prøver på ikke at tænke for meget over det. Det er en stor forskel, men vi har jo prøvet at bo på campus før med andre studerende, siger Nikita Simonsen.

På asylcentrene bor især mange ukrainere, et folk som Nikita altid har støttet og haft tætte relationer til. Nu giver de ham skyldfølelse.

- Det er hårdt at være mand i et flygtningecenter med så mange kvinder og børn. Jeg ved jo godt, at deres mænd kæmper mod mit land og er nødt til at forsvare deres eget, siger Nikita.

Hør Nikita fortælle om skylden, han føler, på asylcenteret.

Selvom der fortælles mest om flygtende ukrainere, er over tre millioner russere også flygtet siden krigens start. Det kan være forbundet med både skyld og skam at være på den angribende side. Der bliver gang på gang lagt sanktioner på Rusland, så billedet af russerne som skurkene bliver let malet.

Hør en forsker i skyld og skam fortælle om russernes situation:

Gorm Larsen er forsker i skam og skyld ved Aalborg Universitet.

- Vi vil altid føle en skam som russisk folk på grund af den ulovlige krig. Selvom vi ikke har startet den personligt, så har vi startet den som land. Ligesom tyskerne kan føle skam over anden verdenskrig, så vil russerne måske føle skam i fremtiden, siger Nikita Simonsen.

muted

Håb for fremtiden

Nikita og Anna har allerede boet på tre asylcentre, blandt andet et drevet af Vesthimmerlands Kommune. De venter på, at deres sag bliver behandlet, og det kan tage op til tre år.

Ventetiden bruger de som frivillige. De giver gratis lægekonsultationer online til patienter, der ikke kan få hjælp under krigen. Anna forsøger at lære dansk, og Nikita er i praktik på sygehuset i Aabenraa. De håber begge, at de kan komme til at arbejde som læger igen en dag.

- Vi håber, vi kan få en tilladelse til at studere til og arbejde som læger i Danmark eller få muligheden for at komme til Ukraine med Læger Uden Grænser eller Røde Kors, siger Nikita.

Se hele programmet om flygtende russere her, hvor du også kan møde Tatiana Protopopova, der er flygtet til Aalborg:

Programmet "Med Rusland i Bagagen" er optaget og redigeret af Caroline Monin og Vibe Aagaard

Denne webdok er udarbejdet af Laura Winther Møller