På trods af sympatiprotest: Nordjydernes fisk er ikke i fare
Foto: TV2 Nord
På trods af fiskernes sympatiprotest vil der stadig være fisk i køledisken hos 'Fisk er godt' i Hjørring.
På trods af fiskernes sympatiprotest mod vognmændenes vejskat, vil nordjyderne stadig kunne få fingrene i frisk fisk næste uge.
- Lad os nu se, om der ikke også er frisk fisk i køledisken mandag.
Sådan siger fiskehandler Klaus Anker fra 'Fisk er godt' i Hjørring.
Op til weekenden har han travlt med at få fyldt lageret op. For på mandag vil fiskerne sympatistrejke mod den vejskat, som de bliver pålagt fra 2025.
Og det kan betyde, at der slet ikke bliver landet fisk i Nordjylland.
- Der er en kæmpe logistik i gang, så vi kan få varer til på mandag. Vi kommer til at købe stort ind i dag, siger Klaus Anker.
- Både i Hirtshals og i Frederikshavn sejler vi i havn klokken seks. Vi vil ikke blokere noget, men vi vil demonstrere, at vi kan, hvis vi vil, siger Thomas Christiansen, som er fiskeskipper på Læsø.
4. maj advarede Fiskeriforeningen deres medlemmer mod at lande fisk på mandag af frygt for, at de ikke kan få dem transporteret væk alligevel.
Ligesom vognmændene er nødt til at sende regningen videre til mig, så sender jeg den i sidste ende videre til vores kunder
Klaus Anker, fiskehandler
Men der er også et andet sigte med fiskernes sympatiprotest.
- Nogle gange går vi og tænker, nu kan det ikke blive værre. Nu har de taget alt fra os, de har lagt alle mulige begrænsninger, regler og paragraffer, vi ikke kan overholde - nu kan det ikke blive værre. Så kom den her CO2-afgift, og så tænkte vi, at nu må vi satme gøre noget, siger fiskeskipperen.
Presset fiskeri, pressede forbrugere
Ifølge fiskeskipperen på Læsø, er både vognmændenes og fiskernes aktion nødvendig.
- Vi får selv en afgift på vores brændstof, og nu får vognmændene også en afgift på deres, og de skal transportere vores fisk ud til en eksportør, som skal videresende den enten til Danmark eller til Europa. Og alle de afgifter, der bliver lagt på der, de kommer til at ramme fiskeriet på en eller anden måde. Og i sidste ende rammer det forbrugeren, siger Thomas Christiansen.
Og den bekymring deler indehaveren af 'Fisk er godt'.
- Hvis jeg får en palle fisk fra Sydeuropa, så koster den i dag 400 kroner, men med en vejskat vil den komme til at koste 1000 kroner. Og ligesom vognmændene er nødt til at sende regningen videre til mig, så sender jeg den i sidste ende videre til vores kunder, siger Klaus Anker.
Hvorfor holder du så ikke selv lukket, hvis den her sag også er vigtig for dig?
- Det var meget bedre, at vi lukkede hele banden. Men det batter bare ikke, hvis ikke alle er med. Og hverken vognmændene, fiskerne eller landmændene kan finde fælles fodslag. Og så batter det jo ikke noget, hvis vi gør det i detailledet.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder: