Vognmanden Niels raser over ny millionafgift: Den afvikler jo yderområderne
En ny skat per kørt kilometer hos lastbiler vil ramme erhvervslivet i landområderne hårdt, mener en vognmand fra Thy. Erhvervsminister mener, afgift skal give grønnere transport.
45 lastbiler, der hver kører over en million kilometer om året.
For vognmand Niels Christensen betyder det noget, hvad det koster per kilometer. Og den pris ser ud til at stige for ham.
- Vi har regnet ud, det kommer til at koste os samlet set omkring fem millioner kroner.
For fra 2025 skal den tunge trafik til at betale for hver kørt kilometer. Jo mere man forurener, jo mere skal man betale.
Se indslaget nederst.
Og lastbilerne, der skal køre lange stræk, kører på diesel. Sådan er det også hos vognmanden i Hurup. Og i sig selv har dieslen givet udgifter for flere millioner.
Vi bor, hvor vi bor
Om godt to år kan Niels Christensen så også se frem til en ekstraregning til staten. Han føler, han og andre virksomheder i Thy vil blive hårdere ramt end så mange andre.
For der er bare mere kørsel, og dermed større udgifter, når man ikke ligger lige midt i landet.
En kilometerafgift, der skal erstatte en fast vejbenyttelsesafgift, vil derfor ramme særligt hårdt på landet, mener han.
- Den afvikler jo yderområderne, siger Niels Christensen.
- Vi bor jo, hvor vi bor. Firmaet her bliver 90 år, og i de 90 år har firmaet altså ligget, hvor det ligger i dag, siger Niels Christensen.
Bliver ramt voldsomt hårdt
Han er direktør i N. C. Christensen & Sønner, der gør en dyd ud af at komme fra Hurup i Thy.
Deres hjemmeside indeholder bynavnet, det samme gør deres logo, og på hjemmesiden fylder billeder af lastbiler, som kører med slogans fra Thy-smørret Bakkedal.
Niels Christensen er da også bekymret for andre end bare hans egen forretning. Han er bekymret for, hvad det generelt vil gøre for yderområderne, hvis det blivere dyrere at transportere over lange strækninger.
- Vi synes, vi bliver så voldsomt hårdt ramt, siger han.
Minister: Lastbiler skal være grønnere
Den kommende afgift til tung vejtransport er vedtaget af et rødt flertal i Folketinget i juni.
Det lokale folketingsmedlem erhvervsminister Simon Kollerup (S), der igen stiller op i Thy, står gerne på mål for aftalen.
- Der skal stadig køre lastbiler, der kører alle de gode produkter fra Thy ud og alle de svarer ind, som skal forarbejdes og sælges videre. Det skal bare være på grønnere lastbiler i fremtiden, siger socialdemokraten.
El-lastbiler ikke en mulighed
Men det er ikke så ligetil mener vognmand Niels Christensen. Hans virksomhed har købt en håndfuld nye lastbiler det seneste halve år. De kører alle på diesel.
For lige nu er det ikke til at finde lastbiler, som kan køre længere ture på el. Det ville ellers gøre afgiften lavere.
Hvorfor anskaffer I jer ikke bare nogle el-lastbiler?
- De findes ikke på markedet lige nu. De findes på markedet til city-distribution, og det, synes jeg, er en fantastisk god idé. Men over lange distancer og fuldt lastet med 48-50 ton findes der simpelthen ikke et ordentligt alternativ, siger Niels Christensen.
Minister: Ikke en månelanding
Samme kritik kommer fra Danske Vognmænd og Danske Fragtmænd. Rækkevidden er ikke længere end til ture på omkring 100 kilometer.
Udfordringerne får dog ikke erhvervsminister Simon Kollerup til at tvivle.
Ministeren indrømmer, at ”det ville have en enormt skæv effekt”, hvis kilometer-afgiften blev indført lige nu.
Men fordi afgiften indføres 1. januar 2025, tror han på, el-teknologien vil komme, før afgiften ændres.
- Vi er på en god rejse med de grønne lastbiler, det er ikke et månelandingsprojekt, det er jo noget der er i udvikling allerede nu, siger Simon Kollerup.
Ministeren understreger, at resten af erhvervslivet også bliver pålagt en CO2-afgift.
Lastbilerne bliver også nødt til at bidrage til et lavere udslip, mener ministeren.
Simon Kollerup vil dog ikke helt lukke døren for at hjælpe lastbilbranche, hvis det viser sig, afgiften rammer hårdere på landet, når den er indført.
- Selvfølgelig skal lastbilerne blive grønnere i Danmark, men hvis der bliver en negativ side-effekt, skal vi altid have blik for at rette op på den, siger han.