"Pensioneret" bokser får EM-kamp

Pandrup-bokseren Kasper Bruun annoncerede for under to måneder siden, at han stoppede sin karriere. Nu skal han bokse mod Europa-mesteren.

Den professionelle letweltervægt-bokser Kasper Bruun fra Pansdrup Bokseklub annoncerede for under to måneder siden, at han sagde stop for den professionelle karriere, da den ikke kunne forenes med hans planer om at starte sit eget tømrerfirma.

Den nyhed var dog ikke kommet til Italien, så da nordjyden fik en tilbud om en kamp mod Europamesteren Michelle De Rocco, genoptog Kasper Bruun med det samme sin karriere.

- Da den italienske promoter tilbød mig EM kampen, var det en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, siger Kasper Bruun.

- Europamesterskabet står for mig som noget specielt og har altid været mit mål som professionel. Nu får jeg helt uventet chancen for at nå det mål, så jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at vinde, fortsætter nordjyden.

Mens Bruun er rangeret som nummer 20 på europaranglisten er den 32-årige italiener nummer syv og otte på verdensranglisterne hos henholdsvis IBF og WBC.

Han blev europamester i juni 2013 og har siden forsvaret titlen i to omgange, så Kasper Bruun rejser til Italien som klar underdog.

- Jeg tror, man ser på mig som et let titelforsvar, og hvis Di Rocco tror, jeg bare kommer for at hente en hyre, så tager han naturligvis fejl. Det er mit livs chance som bokser, og hvis jeg vinder, har jeg opnået mere end de fleste og kan endda være inde i billedet til endnu større opgaver, måske en VM kamp, siger Kasper Bruun.

Titelkampen bokses i Milano 28. februar.


Seneste nyt

fra Nordjylland