Per raser over Forsvarets annullering af kontrakt: - Jeg håber, de er bedre til at føre krig

En frustreret landmand sammenligner Forsvarets opsigelse af kontrakter med minksagen.

”Ejendomsstyrelsen annullerer hermed den indgåede forpagtnings-/græsningsaftale med øjeblikkelig virkning.”

Sådan stod der pludselig og uden forvarsel i en mail til Per Bundgaard Hansen fra Forsvarets Ejendomsservice.

Han er en af 19 forpagtere landet over af de store mængder landjord, som Forsvaret ejer, men forpagter ud til landmænd. Selv har Per heste gående på jorden.

- Det er mig helt uforståeligt, siger han.

Kontrakten er nemlig annulleret omgående – årsagen er PFAS-frygten, men i Pers tilfælde er det helt galimatias, mener han. Og i øvrigt har han ni måneders opsigelse ifølge forpagtningsaftalen.

- Jeg håber, de er bedre til at føre krig, lyder det mod Forsvaret og dets ejendomsstyrelse, FES.

- Har de sat sig ordentligt ind i tingene?

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse står for drift af alle forsvarets faciliteter. Staben sidder i Hjørring, og dem har Per Bundgaard Hansen fredag haft møde med.

Det endte ikke ligefrem opløftende. 

Forsvaret holder nemlig fast i opsigelsen. Til TV2 Nord skriver de:

- Forsvarsministeren har den 24. april 2023 besluttet et midlertidigt ophør af forpagtningsaftaler ud fra et forsigtighedsprincip, da der er risiko for, at Forsvarsministeriet ikke kan overholde kravene i Fødevareforordningen.

Den forklaring køber Per Bundgaard Hansen dog ikke.

- Jeg forstår godt problematikken med PFAS. Det er bestemt et problem, og det er faktisk uhyggeligt. Det er jeg 100 procent indforstået med, understreger Per Bundgaard Hansen.

Han mener ikke, de har sat sig ordentlig ind i tingene.

- Jeg måtte jo anbefale, at de taler med deres søsterstyrelse, Fødevarestyrelsen, siger han og henviser til, at den vurderer, at selv heste, der anvendes ”til konsum” – altså spise – gerne må gå og græsse på arealer, der indeholder PFAS.

Simpelthen fordi vi nærmest ikke spiser hest.

Det ejendommelige er endda, at Pers heste slet ikke bruges til det, og han derfor ikke mener, de er til fare for mennesker.

- Der skal jo være en ”god og gyldig grund,” siger han opgivende.

TV2 Nord har spurgt Forsvaret, hvorfor de alligevel ophæver kontrakten.

- Udgangspunktet i fødevareforordningen er, at alle dyr, der inden for EU holdes med henblik på at producere fødevarer, er omfattet af forordningen, lyder det i det skriftlige svar.

I svaret åbner de dog en lille mulighed for landmændene.

- Fødevarestyrelsen er siden beslutning om midlertidig ophør fremkommet med en række nye oplysninger og præciseringer af, hvordan forpagtere og bortforpagtere skal forholde sig til fødevareforordningen i relation til PFAS-forurening. Blandt andet, at der ikke er fastsat indikatorværdier for PFAS i forhold til heste og geder, og det derfor er muligt at lade heste og geder afgræsse arealer, som er forurenet med PFAS i et vist omfang, skriver forsvarsministeriets ejendomsstyrelse.

Den skriver, at det er vigtigt at få belyst alle aspekter, inden den kan indgå nye aftaler. Derfor er den ved at gennemgå alle aftalerne. 

Kan få økonomiske konsekvenser

For Per Bundgaard Hansen har aftalen stor betydning.

- Jeg bekymrer mig jo meget over, om jeg kan overholde de mange aftaler, jeg har med levering af hø. Det her er jo indberettet til Landbrugsstyrelsen – og det giver bøvl at skulle trække det ud igen, siger han om konsekvensen.

En situation Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse beklager.

- Det er dybt beklageligt, at forpagterne er kommet i den situation, hvor deres forpagtningsaftaler er blevet annulleret. Vi forventer, at der skal være en dialog med de berørte forpagtere om erstatning for deres eventuelle tab, når det ligger fast, om forpagtningerne kan fortsætte.

For Per Bundgaard Hansen er der nu ikke meget andet at gøre end at afvente afgørelsen.

Ser du noget scenarie, hvor I kan mødes?

- Jeg mener i mit tilfælde, at det er helt forkert, det bliver sagt op. Det skal bare tilbage til den gamle kontrakt, kommer det prompte fra den frustrerede landmand.

- Jeg sammenligner faktisk den her opsigelse, fordi den er lavet i frygt for noget, med minksagen. Det er jo et forsigtighedsprincip. Det kan man godt håndtere.

Derfor bekymrer PFAS

PFAS er en stor gruppe af kemiske fluor-stoffer. Fælles for PFAS-stoffer er, at de er svære at nedbryde og derfor er tilstede meget længe i miljøet omkring os.

Man har fundet, at der er statistisk sammenhæng mellem PFAS og disse mulige effekter:

Færre antistoffer i blodet efter vaccination, primært hos børn

Øget risiko for nyrekræft hos voksne

Forhøjelse af kolesterol

Nedsat fødselsvægt

Kilde: Sundhedsstyrelsen


Seneste nyt

fra Nordjylland