Plejeforældre afhørte barn
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Det var hele fire videoafhøringer, foretaget af plejefamilie, der førte til anholdelserne i den såkaldte Hirtshals-sag. En professor i psykologi advarer mod selv at foretage den slags afhøringer.
Det skriver Nordjyske Stiftstidende søndag.
Sagen fra Hirtshals, hvor et forældrepar og en veninde er sigtet for at have misbrugt tre børn, begyndte da forældreparret fra Hirtshals fik tvangsfjernet deres fire børn i juli sidste år.
To af børnene en pige på seks år og en dreng på fire år blev anbragt hos den samme plejefamilie bosat i Hjørring Kommune. I løbet af efteråret frem til september måned foretog plejefamilien fire gange videoafhøringer af den lille pige. De fire forskellige videooptagelser af afhøringerne af pigen bliver senere klippet sammen til en video.
Professor i psykologi ved Aarhus Universitet, Dorthe Berntsen, advarer mod, at forældre eller plejefamilier foretager videoafhøringer af børn.
- Der er så mange faldgruber ved afhøringer af børn som at lægge ord i munden på dem, gentagne spørgsmål og ledende spørgsmål. Det er meget let at lave fejl, der kan få konsekvenser for hele sagen, siger Dorthe Berntsen til Nordjyske.
- Derfor er det vigtigt, at det er personer, der er uddannet til at foretage afhøringer, der gør det, siger Århus- professoren. Politiet har været på kurser i, hvordan man afhører såvel børn som voksne, så det kan de, siger hun.
Borgmester Arne Boelt oplyser til avisen, at hverken ledere eller medarbejdere ved Hjørring Kommune har set den omtalte video.
- Da vi fik kendskab til, at plejemoderen havde den pågældende video, var vi ikke i tvivl om, at det var en sag for politiet. Derfor fulgte en ansat med plejemoderen til politiet, hvor videoen med afhøringerne af barnet blev afleveret, siger Arne Boelt.
Forældreparret og veninden er løsladt men forsat sigtet i sagen.