Plejehjem forvandles til asylcenter
Foto: Ivan Bitsch
Plejehjemmet Møllegården i Vrå skal fremover være asylcenter med plads til 150 asylansøgere. Udlændingestyrelsen har henvendt sig til Hjørring Kommune, som har foreslået plejehjemmet.
Posthuset er lukket, stationsbygningen står tom og det gamle hotel er heller ikke hvad det har været. Som så mange andre byer har Vrå også oplevet butiksdød - men nu får byen snart 150 nye indbyggere.
- Det giver højst sandsynlig en omsætning på en 7-8 millioner til byen - og det er da ikke at kimse af, siger Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt.
Plejehjemmet skal laves om til asylcenter, og det er ikke en tilfældighed, at valget netop er faldet på Vrå.
- Vrå har været vant til det her før og de har det her lidt internationale miljø i forhold til at have højskolen, siger Arne Boelt.
Og lige præcist på byens højskole glæder de sig over planerne om et asylcenter i byen.
- Det giver for det første flere arbejdspladser, for det andet givet det flere pladser på skolen. Det giver forhåbentligt en masse interkulturelt til gavn for alle borgerne her i byen, siger Søren Ottzen, viceforstander på Vrå Højskole.
Udlændingestyrelsen kunne næsten heller ikke få armene ned, da de hørte om plejehjemmet i Vrå.
- De faldt jo fuldstændig pladask for det og sagde, at de aldrig har set så gode faciliteter, siger Arne Boelt.
Det er Asylcentret i Brovst, som skal stå for den daglige drift af asylcentret. Inden forvandlingen fra plejehjem til asylcenter ligger endelig fast skal der afholdes et borgermøde torsdag den 7. februar.