Politi kaldt ud til to færdselsuheld på 20 minutter
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritxau Scanpix
Nordjyllands Politi blev onsdag eftermiddag kaldt ud til to færdselsuheld med kun 22 minutters mellemrum. En kvindelig cyklist blev påkørt i Frederikshavn, og en motorcyklist blev påkørt i Aalborg.
Der er i løbet af onsdag eftermiddag sket to færdselsuheld inden for kun 22 minutter i Aalborg og Frederikshavn. Det oplyser vagtchef i Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Første færdselsuheld fandt sted kl. 15.19 ved et fodgængerfelt på Barfredsvej i Frederikshavn. Meldingen lyder på, at en 15-årig kvindelig cyklist var på vej over fodgængerfeltet, da hun blev påkørt af en 30-årig bilist. Cyklisten er bragt til Hjørring Sygehus, men ifølge meldingen fra patruljen kom hun ikke alvorligt til skade. De pårørende er underrettet.
Opdateret: Den kvindelige cyklist er 14 år og ikke 15 år, som første melding lød på.
Andet uheld fandt sted på Rørdalsvej ved Gasværksvej i Aalborg kl. 15.41. Her blev en motorcyklist tilsyneladende utålmodig, da der opstod en bilkø i et kryds. Han valgte derfor at lave en overhaling højre om og blev ramt af en højresvingende bilist. Motorcyklisten er ligeledes bragt til sygehuset, men hans tilstand er ikke umiddelbart kritisk. Bilisten slap uskadt.
Opdateret: Der er tale om en 46-årig mandlig motorcyklist fra Aalborg og en 23-årig mandlig bilist fra Vendsyssel.