Politi øger indsats

Nordjyllands Politi øger nu indsatsen over for tricktyve, der lyver sig ind i ældre menneskers hjem og stjæler fra dem. Det fortæller DR Nordjylland.

Det sker i erkendelse af, at Nordjyllands Politi ikke har sigtet en eneste for tricktyverier de seneste år - selv om antallet af den slags tyverier i private hjem er steget.

- Jeg synes, man fra politiets side skulle sætte noget mere ind på at forhindre det her, siger Hans Vinther Buus, som er formand for Ældre Sagen i Aalborg Kommune, hvor langt størstedelen af tricktyverierne i private hjem sker i Nordjylland.

Og Nordjyllands Politi ved godt, de har fejlet.

- Jeg må indrømme, at vi ikke har været gode nok til at følge op på de her sager. Nogle af mine medarbejdere har nok været lidt for hurtige til at henlægge sagerne, fordi der er gået for lang tid mellem gerningen og anmeldelsestidspunktet. Men med de tekniske muligheder vi har i dag, så er der mulighed for at sikre tekniske DNA-spor flere dage eller længere efter gerningen, erkender politiinspektør Stig Lundbo.

Derfor besluttede politiet på et møde for halvanden uge siden, at sætte mere fokus på at rykke ud til tricktyverierne i private hjem.

- Vi har besluttet, at når der bliver anmeldt sager om tricktyveri, der kommer ind i vores servicecenter, så skal de via vagtchefen i vagtcentralen, som skal lave en visitation om, hvorvidt der skal sendes en patrulje til stedet, fortæller Stig Lundbo.

Ifølge en rapport fra maj i år, blev der på landsplan sigtet 262 personer for tricktyveri i beboelse i perioden 2007 til 2010.

Rapporten blev økonomisk støttet af Justitsministeriets Forskningspulje og Det Kriminalpræventive Råd.

Ifølge politiets analyseafdeling er der fra 2009 og frem til midten af den forgangne måned ikke blevet sigtet en eneste for tricktyveri i privat beboelse i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland