Politi undersøger stutteriejer efter TV2-dokumentar
Foto: TV MIDTVEST
Politiet opfordrer folk til at anmelde, hvis de har været udsat for en forbrydelse i forbindelse med det tidligere Viegård Stutteri.
Midt- og Vestjyllands Politi udvider en igangværende efterforskning efter tv-dokumentaren 'Mareridtet på stutteriet', som TV 2 har offentliggjort i dag.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Vi vil naturligvis gerne tale med dem, som har en konkret viden eller som har været vidne til noget. Vi vil nu forsøge at række ud til dem i den nærmeste fremtid, siger Claus Nørgaard, Midt- og Vestjyllands Politi.
Inden dokumentaren udkom har politiet fået anmeldelser om enkelte af de forhold dokumentaren beskriver.
- Det er forhold, vi har været og fortsat er i gang med at efterforske. Tv-dokumentaren bringer oplysninger, som betyder, at vi nu udvider vores efterforskning med baggrund i den afdækning, siger han.
Voldtægt og voldelige overfald er forbrydelser, som politiet ser på med den allerstørste alvor. Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at det er vigtigt, at man anmelder det til politiet, hvis man er offer for en forbrydelse.
- Vi ved, at det kan være svært for ofrene at anmelde - særligt når det foregår i nære relationer. Derfor har vi specialuddannet personale, der arbejder målrettet på at have det bedst mulige beredskab til at modtage ofres anmeldelser, kvalificere og efterforske sager om voldtægter og voldelige overgreb, siger Claus Nørgaard.