Politiet er på bar bund i to voldtægtssager
Foto: Rune Borre-Jensen
Nordjyllands Politi mangler fortsat spor i to sager om voldtægt og voldtægtsforsøg under karnevalet.
Politiet efterlyser to mænd efter weekend'ens karneval i Aalborg og opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig.
En 20-årig kvinde har fortalt poltiet, at hun søndag kort efter midnat blev voldtaget af to mænd under Limfjordsbroen. De spærrede vejen for hende, da hun gik ned af den vestre brotrappe på Nørresundbysiden.
- De vil ikke lade hende komme forbi og forsøger at komme i snak med hende ved at foregive, at de kendte hende. De fortalte blandt andet, at de var ingeniørstuderende. Da hun vender om, griber de fat i hende og trækker hende med ned under broen. Her bliver hun voldtaget af den ene af mændene, siger vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi, Ole Jensen.
Kvinden har beskrevet mændene som sorte med sort, krøllet hår, 20 - 30 år, 170 - 175 centimeter høje, almindelige af bygning - den ene lidt mere muskuløs og stor i det. De bar almindelige bukser og t-shirts. Den ene t-shirt var i lyse, ubestemmelige farver. Den anden t-shirt var hvid.
- Det kan være, at nogen har set de to mænd ved broområdet. Der er jo også en lystbådehavn lige ved siden af, siger vicepolitikommissæren.
Det andet overfald fandt sted samme nat ved fire-tiden i Korsgade i Aalborgs midtby. En 23-årig kvinde blev i en port fanget af to mænd, der var klædt ud som sørøvere.
- Hun blev kastet ned i nogle cykler, men får alligevel rejst sig og banker den ene flere gange i hovedet med mobiltelefonen. Og så slipper de hende, siger Ole Jensen.
De to efterlyste beskrives begge som danskere med kommunefarvet hår - den ene 185 cm høj, den anden 190 cm. De er i alderen 25 - 30 år. De er begge muskuløse af bygning, indsmurt i sort sværte, og begge har klap for øjet. De var iført lilla shorts og lilla vest.
- Vi vil selvfølgelig gerne have henvendelse fra folk, der måske har set de her mænd i løbet af dagen til karnevallet. Det kan være, at nogen har kendt til, at nogen skulle klædes ud som sørøvere. Det kan også være, at de to mænd var på vej hjem og bor i området omkring Korsgade. Det var ret sent på natten, siger vicepolitikommissær Ole Jensen.