Politiker annullerer omdiskuteret sommerhussalg
Foto: Bruno Stagsted
Jon Pugholm købte sommerhuset for 700.000 kr., hvilket angiveligt er 300.000 mindre, end hvad det er værd.
Efter beskyldninger om at have narret en ældre mand til at sælge sit sommerhus for billigt lader kommunalpolitiker nu handlen gå tilbage.
Kommunalpolitikeren Jon Pugholm er de seneste dage blevet beskyldt for at have narret Poul Erik Bundgaard til at sælge sit sommerhus i Øster Hurup for billigt, og som følge af beskyldningerne lader Jon Pugholm nu handlen gå tilbage, selvom han er overbevist om, at han har handlet helt reelt.
- Jeg synes, det var en fornuftig handel, men så attraktiv er den heller ikke. Jeg vil ikke hænges ud længere. Så vil jeg hellere droppe handlen. Men jeg har stadig den klare opfattelse, at jeg har lavet en reel og troværdig handel med en person, der ikke er hjerneskadet. Det er sønnen, der fremstiller sin far sådan for at få handlen annulleret, siger Jon Pugholm.
Sommerhusets ejer Poul Erik Bundgaard har haft to hjerneblødninger, og Poul Erik Bundgaards søn Morten Bundgaard er overbevist om, at Jon Pugholm har udnyttet faderens dårlige tilstand til at gennemtvinge et salg.
- Vi er rigtig glade og lettede, og vi ser frem til at nyde sommerhuset i mange år fremover. Det er positivt, at Jon Pugholm er kommet frem til den moralsk og etisk eneste rigtige løsning, siger Morten Bundgaard.
Jon Pugholm gav 700.000 kroner for sommerhuset, som ifølge en ejendomsmægler er mindst en million værd.