Politirazzia i lastbiler: Vognmænd fusker med giftig udstødning
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har i denne uge taget flere i at manipulere med målingen af giftig udstødning, så de giftige gasser fortsat forurener miljøet.
Nordjyllands Politi har tirsdag og onsdag foretaget razziaer af lastbiler. Her har de tjekket for de almindelige ting som ulovlig carbotage, men som noget nyt har politiet også tjekket for brugen af Adblue.
Det er et krav fra europæisk lovgivning, at alle lastbiler skal køre med Adblue. Det omdanner nemlig den skadelige NOx fra udstødningsgassen på lastbilerne til uskadeligt kvælstof og vanddamp, så der ikke sker skader på miljøet.
- Vi havde forventet at finde nogle få, men ikke i det omfang vi har fundet. Det viser, at det er et sted, der skal sættes ind under vores kontroller, siger politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Tungvognscenter Nord.
I alt har Nordjyllands Politi lavet kontrol af 60-70 lastbiler de seneste to dage, og ti af dem havde manipuleret med lastbilernes hovedcomputer. De lastbiler, der blev taget i kontrollen, havde indsat en minicomputer, der fik hovedcomputeren til at vise, at udstødningen ville blive omdannet til kvælstof og vanddamp.
Grunden til, at mange vælger at manipulere med hovedcomputeren i lastbilerne, er prisen på de komponenter, der skal bruges til systemet ved Adblue, det kan nemlig komme til at koste en del penge, når udstyret skal skiftes.
De to dages razziaer skyldes et læringsforløb, hvor politiet har lært at tjekke for snyd med Adblue.
- Det er en voldsom mængde på de par dage, vi har kontrolleret, men nu har vi lært, hvordan vi kan kontrollere for det, og det kommer til at være en fast del af den rutinemæssige kontrol fremover, siger Claus Kjær-Pedersen