Politisk ordfører: - Vi skal ikke tvinge mænd på barsel
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
De nordjyske mænd tager mindre barsel end mænd i andre dele af landet, men fædrene skal ikke tvinges på barsel, lyder det fra Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund.
Nordjyske fædre ligger i bunden, når det kommer til at tage barsel. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at de nordjyske fædre, der tager barselsorlov, i gennemsnit tager 28 dage, mens københavnske fædre i snit tager 52 dage.
Frank Løvgren Carstensen fra Gug er en af dem, der går mod tendensen. Han har taget ni ugers barsel og står derfor i øjeblikket for at passe sin 10 måneder gamle datter Ane i dagtimerne.
- Det betyder, at jeg kommer til at lære hende at kende på en anden måde, end hvis jeg var på arbejde fra 8-16 og kun ser hende nogle timer, inden hun skal i seng og et par timer om morgenen. Man får ikke samme kendskab til sit barn, hvis ikke man får den her periode hjemme, siger Frank Løvgren Carstensen, der er gymnasielærer, når han ikke er på barsel.
Hvis flere nordjyske fædre skal gøre som Frank Løvgren Carstensen, så skal de formentlig tvinges til det. Sådan lyder det fra arbejdsmarkedsprofessor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. Han ønsker, at tre måneder af barslen øremærkes til mænd.
- Det vil være godt for ligestillingen på arbejdsmarkedet, og mænd har godt af at passe deres egne børn, siger Henning Jørgensen.
Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund, der er valgt i Nordjylland, kan godt se fordele ved, at fædrene tager mere barselsorlov. Men hun vil ikke tvinge mændene væk fra arbejdspladsen og hjem til puslebordet.
- Jeg er modstander af at tvinge folk på barsel. Jeg synes, det helt og aldeles er et privat valg, hvordan en mand og en kvinde vælger at dele barslen imellem sig, siger Christina Egelund (Liberal Alliance).
På TV2 Nords Facebook-side er de fleste brugere enige med den politiske ordfører i den udmelding. De er også imod, at politikerne skal blande sig i, hvordan barslen skal fordeles mellem mor og far.
- Lad dog selv mændene bestemme om de ønsker at holde barsel og i såfald hvor meget. Man bliver ikke lykkeligere af paragrafbestemte familiemønstre, skriver Johannes Lee Nielsen.
Christina Egelund mener ikke, at Folketinget skal bestemme, hvordan forældre skal fordele barslen.
- Jeg synes, vi skal have respekt for, at familier er forskellige og lever efter forskellige mønstre. Dem, der er bedst i stand til at beslutte, hvordan man skal indrette det, er familien selv og ikke mig eller andre politikere, siger Christina Egelund.