Protester mod kæmpemøller
Flere kæmpevindmøller er på vej til Vesthimmerland- og Jammerbugt Kommune, hvis det står til Naturstyrelsen. Et sted i hver af kommunerne er udset som et godt sted at placere et testcenter for kæmpevindmøller.
På trods af at begge kommuner tidligere har sagt nej tak flere gange, skal to til fire vindmøller på en kvart kilometers højde muligvis til Nordjylland i forbindelse med at etablere testcentre for vindmøller.
Naturstyrelsen har netop sendt forslag til kommunerne, hvor man vil placere møller i Ullerup i Vesthimmerland, der ligger lige siden ved af et EF-fuglebeskyttelsesområde.
- Vi ønsker ikke, at der kommer et vindmølleområde i Ullerup. Vi har henvist til, at vi har et område nede ved Aggersund, og det er sådan set det, som vi holder fast i, siger Borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerland Kommune.
Ligeledes har naturstyrelsen foreslået at sætte møller op syd for Brovst i Jammerbugt Kommune. Igen lige ved siden af et stort fuglereservat og et sted hvor Jammerbugt Kommune ikke mener, at vejnettet er godt nok til at bære. Disse argumenter brugte Borgmester Mogens Gade og kollegaerne i Jammerbugt allerede for femten år siden, da stedet første gang blev foreslået.
- Da sagde vi nej til området, og der fandt vi nogen der var bedre, så derfor virker det overraskende at man nu kommer fra statens side og udpeger det igen, siger Borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt Kommune.
På trods af kritikken er forslaget om testcentrene nu i anden høring i kommunerne, og dermed et skridt nærmere virkelighed. På mandag kommer naturstyrelsen til Nordjylland, hvor de skal høre argumenterne fra kommunerne.