P.S. Krøyer bliver andeficeret
Et af den verdenskendte skagensmaler P.S. Krøyers mest kendte malerier kommer nu i en ny og noget anderledes udgave. I morgen udkommer det nye Anders And blad nemlig med temaet kunst.
Torsdag udkommer en særlig udgave af Anders And-bladet. Temaet er kunst, og på forsiden kan man se P.S. Krøyers værk "Sommeraften på Skagen Sønderstrand" i en anderledes version.
På forsiden af det nye Anders And-blad, som udkommer i dag, kan man se P.S. Krøyers værk "Sommeraften på Skagen Sønderstrand". Maleriet ser dog ikke helt ud som det plejer, for i stedet for Marie Krøyer og Anna Ancher, kan man se Andersine og Bedstemor And, og Joakim Von And har også sneget sig ind.
Grunden til den andeficeret udgave af P.S. Krøyers maleri, skal findes i Anders And-bladets tema, som er kunst. Normalt hænger maleriet på Skagens Museum, og museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen er begejstret over den nye udgave af bladet.
- Jamen det er jo genialt det her. Jeg elsker Anders And-blade, og noget af det der gør Anders And-blade fantastiske, er at historierne tit fungerer på flere planer, så der er tit noget at lære og også nogle moraler. Denne gang handler hele udgaven simpelthen om kunst, siger Lisette Vind Ebbesen.
Kigger man på den andeficeret udgave af det berømte maleri, så har den mange ligheder med originalen.
- Der er masser af ligheder. Det er et meget velkendt billede, hvor man ser Marie Krøyer og Anna Ancher komme gående på Sønderstrand. Alle detaljerne med fodspor i sandet og farven på kjolerne er der. Det eneste helt anderledes er selvfølgelig Joakim Von Ands stok, den sorte hat, jakken og så den badende rigmand ude i vandet, fortæller Lisette Vind Ebbesen.
P.S. Krøyers original hænger ikke på Skagens Museum lige nu, da man er i gang med at renovere Skagens Musuem. Når museet åbner d. 1. maj, kommer maleriet igen op og hænge, og får plads i den nye tilbygning. Lisette Vind Ebbesen regner ikke med at den andeficeret udgave også kommer op og hænge:
- Det tror jeg ikke. Det kunne være meget sjovt at se dem hænge ved siden af hinanden, men jeg tror, at vi tager Krøyers - trods alt, siger Lisette Vind Ebbesen.