Psykiatrien undersøger 47-årigs flugt

Psykiatrien i Region Nordjylland undersøger nu lørdagens episode, hvor en 47-årig mand stak af fra et lukket afsnit på det psykiatriske sygehus i Aalborg.

Lørdag eftermiddag stak en 47-årig mand af fra et lukket afsnit på det psykiatriske sygehus i Aalborg. Psykiatrien i Region Nordjylland vil nu undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre.

- Vi tager det meget alvorligt, at en patient er stukket af fra et lukket afsnit. Derfor gennemgår vi nu hændelsen med vores personale og ser på, om der er nogle ting, vi skal have ændret på fremover, siger Carsten Møller Beck, klinikchef på Klinik Syd.

Den 47-årige mand var varetægtsfængslet i en sag om trusler. Han var fredag blevet overført fra Aalborg Arrest til det lukkede afsnit på det psykiatriske sygehus.

Manden stak af under en gårdtur, hvor han med hjælp fra en medfange kom over den fire meter høje mur, der omkranser gården på retspsykiatrisk afdeling.

Den 47-årige mand er endnu på fri fod. Han beskrives som 180 til 185 centimeter høj, lettere kraftig af bygning og har mørkt/gråligt, tyndt hår.

Han er mørklødet og har ingen tænder i overmunden. Under flugten bar han en kamuflagefarvet jakke, lyse cowboybukser og sort/hvide kondisko.

Hvis man ser manden skal man ikke tage kontakt til ham, men kontakte politiet på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland