Red Barnet mangler indsamlere i Nordjylland

Mange nordjyder har allerede tilmeldt sig som indsamlere ved Red Barnets landsindsamling søndag den 4. september, men alle indsamlingsruter er endnu ikke besat.

1.000 kroner. Så mange penge vil man typisk nå at få i bøtten på tre timer som indsamler for Red Barnet. Dette beløb kan blandt andet give mad til en familie på seks i en måned, penicillin til 100 syge børn i en uge eller skolegang til to børn i et år.

Mange danskere rundt i landet har meldt sig til indsamlingen, men Red Barnet mangler stadig at fylde nogle ruter ud. Det gør de især i Viborg, Aalborg og Hjørring.

– Vi ved, at mange tilmelder sig i sidste øjeblik, men jo før indsamlerne kommer på banen, desto bedre kan vi planlægge dagen. Derfor håber vi, at mange vil gå ind på redbarnet.dk og melde sig som indsamler allerede nu. Hver time tæller – både når katastrofen rammer, og når vi samler ind, siger Jonas Keiding Lindholm i en pressemeddelelse.

Pengene går blandt andet til de mange børn, der mistede hus, familiemedlemmer og venner under jordskælvet i Italien, og til de mange børn, der er på flugt.

- Mange af børnene kommer fra Syrien og nabolandene, og indsamlingen skal hjælpe de yngste ofre i krig dér, hvor de bor, så de og deres familier ikke skal sætte livet på spil for at flygte til vores del af verden. Det håber vi, at mange i Nordjylland vil hjælpe os med at samle ind til. Der er så hårdt brug for hver eneste krone, der kommer i bøtterne, siger Jonas Keiding Lindholm.

Fakta om Red Barnets Landsindsamling

Red Barnets landsindsamling foregår den 4.september 2016 og sætter i år fokus på børn i katastrofer og børn på flugt. 

Det tager cirka tre timer at samle ind, og hver indsamler bidrager typisk med omkring 1000 kr.

Tilmedingen sker på redbarnet.dk/indsamler, telefon 35248500 eller sms TILMELD til 1277

 


Seneste nyt

fra Nordjylland