Regionens budget for 2020 på plads: Bedre lægedækning og ny akutlægebil

Et bredt flertal har landet budgettet for 2020. Kun Det Konservative Folkeparti står uden for aftalen.

Budgettet for Region Nordjylland 2020 ner nu endeligt på plads. Et stort flertal i regionsrådet landede torsdag aften en aftale.

Det står klart efter 10 timers maraton-forhandlinger partierne imellem. Og de 41 mand blev stort set enige. Alle partier i regionsrådet - pånær Det Konservative Folkeparti - er med i forliget.

quote Det har været en svær øvelse at få budgettet til at hænge sammen, for selvom regionen fik 134 mio. kr. i økonomiaftalen med regeringen, vokser træerne ikke ind i himlen.

​​​​​​Ulla Astman, regionsrådsformand

- Det har været en svær øvelse at få budgettet til at hænge sammen, for selvom regionen fik 134 mio. kr. i økonomiaftalen med regeringen, vokser træerne ikke ind i himlen, og det har været nødvendigt med en skarp prioritering. Jeg er glad for, at der trods den skarpe prioritering er blevet plads til en række løft inden for sundhedsområdet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

De omkring 11 milliarder kroner, Region Nordjylland har til rådighed, skal blandt andet gå til bedre lægedækning.

I Thisted vil der blive indsat en akutlægebil, der skal køre døgnet rundt. Samtidig bliver den nuværende akutlægebil i Hjørring gjort permanent.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Man ønsker også at sikre, at patienterne får den rette behandling så hurtigt som muligt. 75 procent af patienterne skal, ved udgangen af 2020, udredes inden for 30 dage på regionens egen hospitaler. 

Samtidig må ventetiden til en operation ikke overstige 45 dage. I dag er den 'tilladte' ventetid 50 dage. Og så skal 90 procent af kræftpakkeforløbene gennemføres inden for de fastsatte forløbstider.

Sundheden skal også opgraderes med ekstra midler til læger, der vil videreuddanne sig. 

I den nye aftale for 2020 er der også afsat penge til psykiatrien, hvor man ønsker at styrke den ambulante behandling i både voksen- samt børne- og ungdomspsykiatrien.  

Vil undgå fyringer

I Region Nordjyllands nye budgetaftale for det kommende år har partierne også fundet det nødvendigt at forsøge at fastholde så mange af de nuværende ansatte som muligt.

Man har ønsket at bruge nogle af pengene i budgettet på at 'reducere behovet for omprioriteringer og besparelser mest muligt'.

- For forligspartierne har det været et særligt fokus at anerkende, at vores medarbejdere løber stærkt og skaber gode resultater, og vi ønsker at skabe arbejdsro. Medarbejderne er vores vigtigste ressource, og glade og tilfredse medarbejdere skaber gode kerneydelser til gavn for de nordjyske patienter, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Det har dog ikke været muligt helt at undgå besparelser. De skal blandt andet findes ved bedre indkøb (10 millioner kroner), gennemgang af puljer (seks millioner kroner) og besparelser på administration (6 millioner kroner). 

Nordjylland skal være grønnest

En grøn politik er også blevet højt prioriteret i regionens budget. Partierne har fastsat en ambitiøs målsætning om at være Danmarks grønneste region.

- Vi bakker op om den grønne omstilling, og vi sætter handling bag ordene, bl.a. med lokale klimahandlingsplaner, bæredygtige transportløsninger og et målrettet arbejde med kortlægning af jordforurening og beskyttelse af grundvandet, siger Ulla Astman.

Budgettet skal i anden behandles i Regionsrådet 29. oktober.

Her kan du se hele Region Nordjyllands budgetaftale for 2020:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland