Regioner vil sørge for svar til døende
Regionerne vil sørge for, at patienter fremover får klar besked. Loven er ikke blevet overholdt, lyder det.
Reglerne er helt klare. Patienten skal informeres, hvis lægen ønsker at træffe beslutning om at udlade at genoplive patienten efter et hjertestop.
Det siger regionernes formand, Bent Hansen (S), efter at en afdeling på Herlev Hospital er kommet under mistanke for på forhånd at opgive genoplivning af visse patienter, som får en særlig kode på deres journal - uden at vide det.
- Den praksis, som man har indarbejdet i Herlev, og formentlig også andre steder, skal stoppe. Lægerne skal handle i overensstemmelse med sundhedsloven og loven om informeret samtykke, siger Bent Hansen.
Han er overrasket over, at afdelinger på sygehusene "så systematisk" har indarbejdet rutiner, der er i modstrid med loven.
Regionerne vil nu indskærpe reglerne over for sygehusledelserne og de enkelte afdelinger. Samtidig vil regionerne gå i dialog med Lægeforeningen om at holde fælleskurser for lægerne i den vanskelige samtale med patienten.
- Vi skal bidrage med at løfte det her op og gøre det synligt, så reglerne bliver overholdt, siger Bent Hansen.
Allerede for næsten fire år siden viste en undersøgelse, at hver tredje medicinske afdeling på de danske sygehuse bruger uforståelige forkortelser i patienternes journaler, der kan betyde liv eller død for patienten. Ofte inddrages patienterne ikke i beslutningen.
- Jeg kender ikke den rapport, så jeg har ikke været opmærksom på det før. Men jeg strækker armene i vejret og siger, at nu skal vi gøre det her synligt sammen med sygehusledelserne, siger Bent Hansen.