Regn over Nordjylland: Skybrud gav ekstra travlhed hos skadeservice
Flere steder i Nordjylland har der været skybrud den seneste tid, og det giver travlhed hos skadeservice.
Der har været travlt ved vandpumperne i Aalborg i nat.
Flere steder i Aalborg var det i dag dagen derpå, efter fredagen bød på skybrud og op til 28,4 millimeter regn på en halv time.
Det har betydet, at en masse aalborgensiske kældre nu står under vand, og det har skabt travlhed hos skadeservicefirmaet SSG.
- Det er simpelthen bare alle mand på dæk. Allerede torsdag fik vi en sms om, hvem der kunne hjælpe, enten her eller i Aarhus, siger Christian Heykoop, der er fugttekniker hos SSG.
Han er én af dem, der er blevet kaldt særligt ind, for at kunne hjælpe i de private kældre, der lige nu står under vand.
- Vi er ikke så mange der kan komme på sommerferie. Vi har fået at vide, at gennem skolernes sommerferie skulle 80 procent være på arbejde for at være forberedte på, at der kom skybrud.
2021 kan blive rekordår
Hos TopDanmark forsikring har man også kunne mærke effekten fra de mange skybrud.
- Lige nu er hele Danmark ramt, men det er særligt vores kunder på Fyn og i Nordjylland, som vi er ude og hjælpe, siger Anders Walthersdorf Frederiksen, kommunikationsdirektør i Topdanmark.
Hvis vejret fortsat byder på regn, så kan 2021 blive et rekordår.
- Her den første uge inde i juli har vi hjulpet mere end 2-3 gange flere kunder, som vi hjalp i hele juli sidste år. Hvis det fortsætter sådan her, så bliver det ligesom i 2019, hvor vi havde særligt mange skybrud, fortæller Anders Walthersdorf Frederiksen.
Ifølge fugttekniker Christian Heykoop er der nogle særlige ting, man skal være opmærksom på, hvis man gerne vil redde sine ejendele fra vandmasserne.
- Man skal klodse sine ting op, så det bliver hævet fra vandet. Derudover kan man købe noget der stopper kloakken med at flyde tilbage, for det er dét der sker, når regnen falder.