Rejsearrangør: Der kan være flere smittede

Nilles Rejser fra Dybvad ramt af covid-19 på bustur til Bornholm efter måneders nedlukning. Fire gæster ud af 38 bekræftet smittet, men der kan være flere.

Nilles Rejser fra Dybvad var 14. juni efter måneders nedlukning på grund af coronakrisen klar til at sende de første 38 gæster med bus fra Nordjylland til Bornholm.

TV2 Nord var med, da bussen tog af sted - se video, læs artikel:

Men rejsen er endt i lidt af en nedtur for selskabet.

For nogle af gæsterne er efter turen til Bornholm blevet testet positiv for covid -19.

- Det er bundærgerligt, men det havde også været ærgerligt, hvis det havde været anden eller tredje tur. Det er sådan set lidt underordnet, siger Miriam Bisgaard Christiansen, der er direktør for Nilles Rejser til TV 2/Bornholm.

Selskabet blev i første omgang kontakte af et ægtepar, som efter busrejsen henvendte sig og fortalte, at de var smittede med covid-19. Busselskabet har efterfølgende taget kontakt til alle de rejsende på bussen og bedt dem om at blive testet hurtigst muligt, også Styrelsen for Patientsikkerhed er informeret.

Der kan være mere end fire smittede

De fire smittede er et tal, som NORDJYSKE Medier har oplyst i forbindelse med sagen.

Miriam Bisgaard Christiansen vil overfor TV 2/Bornholm kun bekræfte, at de er blevet kontaktet af et smittet ægtepar, men vil ikke oplyse, hvor mange bekræftede tilfælde de ellers har fået henvendelser om. 

- Jeg vil ikke udtale mig om, hvor mange der har været smittet. Jeg kan bekræfte, at der er et ægtepar, der har haft kontakt til os. At der er flere smittede, det ved jeg godt, at der står nogle steder, men jeg må ikke udtale mig om det, siger Miriam Bisgaard Christiansen. 

Så det vil sige, at der kan i princippet godt være flere end de fire?

- Det er meget vel muligt. Vi beder jo heller ikke kunderne om at kontakte os efterfølgende. 

TV 2/Bornholm har i dag søndag været i kontakt med et nordjysk ægtepar, som bekræfter, at de var med på den omtalte busrejse, og at de efterfølgende er blevet testet positiv for covid-19. 

Hvad kommer I til at gøre fremadrettet?

- Jeg snakkede lige med vores chauffør, som skal til Bornholm igen i morgen om, at vi vil lave nogle hyppige test af det personale som kører tit, Miriam Bisgaard Christiansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland