Rifler stammer måske fra Hvidstengruppen
Foto: Jesper Lange
En US Carabin og en Mauser er blandt de våbeneffekter, der er blevet afleveret på politigården i Aalborg under frit lejde-aktionen.
Politiets frit lejde-aktion har givet stort udbytte ind til videre. Hundredvis af våben og ammunition er blevet indleveret. I Aalborg er der alene blevet indlevet mere end 300 våben.
Her iblandt har politiet modtaget to helt særlige rifler. De to skydevåben, US Carabin og en Mauser, kan have en historisk værdi. De kan måske spores tilbage til Hvidstengruppen, der opererede under 2. Verdenskrig.
- Borgeren som har afleveret dem her, var ikke i tvivl om, at selvom der ikke havde været talt om det, så havde de en relation til Hvidsten. Men historien kommer vi ikke tættere på, siger Flemming Bruun Jakobsen, der er vicepolitikommissær hos Nordjyllands Politi.
Nationalmusset skal nu undersøge sagen, og om riflerne kan relateres tilbage til Hvidstengruppens tid.
Bunkevis af skydevåben er blevet afleveret under frit lejde-aktionen. De seneste dage er ingen undtagelse, og måske er slutspurten gået ind.
- Folk har virkelig været rigtig flinke til at finde de her ting frem fra gemmerne, og så komme ind og aflevere dem til politiet. Jeg har kunnet se på de sidste dage, at der har vi fået en halv kubikmeter våben om dagen, siger vicepolitikommissæren.
På mandag er det sidste chance for at indlevere våben. De kan afleveres frit på alle politistationer.