Rotter hærger de nordjyske hjem

Det vrimler med rotter lige nu, og mange af dem raserer beboelsesområder.

Rotter skaber lige nu problemer for både husejere og de nordjyske kommuner. En mild vinter har givet rotterne optimale betingelser for at formere sig - derfor oplever mange nordjyder at få de ubudne gæster ind i huset.

En af dem, der har oplevet det er Jesper Gudmundsen fra Aalborg.

- De kravler både i væggene og under gulvet. Det har de gjort i halvanden måned. Det er ubehageligt at have den slags gæster i huset - specielt fordi vi har små børn. Vi aner jo ikke, hvor rotterne har været.

Generelt oplever de nordjyske kommuner også, at de får langt flere anmeldelser end tidligere. Alene i Aalborg Kommune var der i sidste kvartal af 2014 næsten 900 skadesanmeldelser mere på grund af rotter end året før. Det er mere end en fordobling. Det samme mærker både Frederikshavn og Hjørring Kommune.

- Vi har over dobbelt så mange anmeldelser end vi plejer - og dem der bekæmper rotterne har virkelig travlt for tiden, forklarer Johnni Pedersen, der er teknisk designer i Vej og park i Hjørring Kommune.

I Hjørring Kommune har efterårets enorme regnmængder også været med til at øge rotteproblemet.

- Rotterne er blevet trængt væk fra mange af deres normale levesteder. Derfor ser vi, de trænger ind i husene. Det er med til at give langt flere anmeldelser end tidligere, siger Johnni Pedersen.

I de fleste tilfælde er det kommunens kloakservice, der kommer forbi og stopper hullerne, hvor rotterne er kommet ind. Derefter tager kommunens rottefænger sig af at fange rotterne i beboelsen, hvis de ikke allerede er forsvundet.


Seneste nyt

fra Nordjylland