Røvede Fakta med pistol og kniv

To mænd røvede fredag aften Fakta i Gistrup med en kniv og en pistol. I dag frigav de så overvågningsbilleder fra røveriet.

To mænd begik fredag aften kort efter klokken 20 væbnet røveri mod Fakta på Nøvlingvej i Gistrup. De tvang den ene af ekspedienterne ind i butikken med en pistol, da han skulle til at lukke butikken.

Inde i butikken tvang de to røvere kassedamen til at udlevere penge. De to ansatte og den sidste kunde blev efterfølgende tvunget ind i baglokalet, hvor kunden blev sparket flere gange.

- Det er et meget groft røveri. Det er sjældent at vi oplever at kunderne bliver udsat for vold, siger Henrik Hyldig, Vagtchef, Nordjyllands Politi.

Politiet har følgende signalement af de to mænd:

Den ene røver beskrives som 170-175 centimeter høj. Han bar en sort hue, sorte bukser, mørkegrøn hættetrøje og en hvid t-shirt udover og handsker. Med sig havde han en kniv.

Den anden røver bar sort tøj og en sort styrthjelm. Han bar handsker og havde en pistol med sig.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4. Politiet vil specielt gerne vide hvordan røverne kom væk fra gerningsstedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland